Historier i hemmelige skrin #138

Der er historier, der mangler at blive fortalt.
Fortællinger fra et morliv. Fortællinger om mit liv.
Der er historier, jeg ikke altid har haft lyst til at tale om. Om sorg og svigt. Angst og depressioner.
Historier, som jeg gemmer i hemmelige skrin, fordi de skræmmer mig. Fordi jeg er bange for at såre andre med dem.
Der er mange lykkelige historier i mit morliv. Og så er der de få, de allermest smertefulde. De hemmelige. Skammelige.
Det er de historier, der mangler at blive fortalt.
Det er gamle historier. Lige så mange år tilbage, som jeg har været mor til to.
Det er derfor de skal fortælles nu.
For 18 år er meget længe at gemme på fortællinger, som gør ondt.
De bliver nødt til at blive fortalt.
Sådan et slags utrygt jubilæum.
Selvom de er grimme og ubehagelige, både at tænke på og tale om.
Det er historier fra et morliv, som dengang gjorde så ondt, at jeg fejlede. Som mor. Som menneske.
Jeg fejlede dengang. Og lærte endnu mere.
Det er vigtige historier, for det er fortællingen om, hvorfor jeg er den mor, jeg er.
På trods af alt det. Dengang.
18 år er lang tid at bære på historier, der skræmmer mig.
De skal ud i solen, og have lys og kærlighed.
Det er den eneste kur jeg kender, der virker mod fødselsdepressioner og knuste drømme.
I morgen.
Jeg kan først begynde min fortælling i morgen.
Jeg skal først lige trække vejret, og huske mig selv på, at jeg er hvor jeg er i dag – fordi jeg var dér i mørket. Dengang for 18 år siden. ❤️

No Comments

    Leave a Comment