Hjerte-sprække

Jeg er så mæt og glad og træt og lykkelig at tårene render frit – simpelthen for at lukke noget ud igen; der er simpelthen ikke plads til mere inden i mig, og noget må ud. Bare noget.

Glædelig jul.

Sådan set. Og bare lige sådan uden videre.

Julen faldt i december i år, og den har været magisk og stort og rørende og helt igennem eventyrlig.

Selv min indre hårdhændede julekyniker blev til sidst nødt til at kapitulere og iklæde sig hjerter og frydefulde englehåb.

Jeg har haft det vildeste ambivalente forhold til jul.

Fordi julen får alting til at stritte på mig i arrigskab over vores ødsle overfladiskhed.

Julen er svøbt i dårlig samvittighed og pådyngelse af taknemmelighedsgæld i hvilken størrelse du end ønsker dig den.

Julekort du modtager som du bør svare på. Julegaver du ikke har bedt om, som giver dig dårlig samvittighed – enten fordi du ikke nænner at sige det ikke lige er ‘dig’, eller fordi du ikke ved hvordan du skal gengælde gavmildheden og kærligheden, eller slet og ret fordi du ikke var klar over at du var på gave med vedkommende.

Julen som altid, uværgerligt, ubønhørligt, tvinger dig til at vælge mellem mennesker du elsker.

Julen som kræver så meget overskud til alt muligt hejs, som vi normalt aldrig bruger vores tid på; knas og kager og papir og strimler og indpakning og klejner og børneforventninger og spekulationer om hvorvidt julen i år skal være lilla/glimmer eller grøn/pink.

Jul. Uaaaarrrhhhh….

Men julen fik mig sgu i år.

Hjertefesten blev én lang magisk juleferie, hvor gave på gave blev givet med kærlighed – uden forventning om at få det mindste tilbage igen.

En fest, hvor det ikke handlede om at uddele dårlig samvittighed eller tilrage sig opmærksomhed. En magisk brusen gennem hver eneste af mine årer; fordi hver eneste kommentar, hver eneste gave, hvert eneste klik var en helt konkret og synligt bevis på at kærligheden og viljen til godhed er kæmpestærk.

Hjertefesten blev min julefest. Den tændte et lys for mig, i mig. Og gav mig et håb jeg ikke har haft i meget, meget lang tid – håbet om at det hele nok skal gå, så lang tid verden har mennesker som giver af sig selv, uden at forvente at få noget tilbage igen.

Og så gav den fest mig altså det vildeste festhumør. Er du færdig, det er længe siden jeg har spillet SÅ meget julemusik og skrålet SÅ højt.

Af en kyniker at være er det – indrømmet – ikke specielt kynisk. Snarere en smule jule-sprødt. Eller jule-patetisk.

Hjertefesten blev i aften afløst af en endnu større fest, og jeg aner en spinkel sprække i mit hårdt prøvede og meget ømme julehjerte, for det er fyldt til randen af kærlighed og juleeventyr. Spækken er meget lille, knap nok synlig – men jeg mærker den og er nervøs for at mit hjerte brister af al den kærlighed og lykke.

Den sidste aften i den sidste måned i dette år, hvor jeg har været sammen med de dejligste mennesker i min verden, er netop nået til sin afslutning.

3 børn ligger i hver sin seng og sukker mætte og glade og i spændt forventning om hvad resten af deres jul byder dem af glæder.

Juletræet strålede med lys og pynt. Ingen dansen eller sang, den slags hører til den 24. Men knus og knas og smågaver blev der alligevel fundet frem.

Deres øjne funklede, så jeg ikke kunne finde min stemme, og deres varme arme holdt så stramt fast. Eller var det mine?

Min jul faldt i december i år.

I morgen drager mine vidunder-mennesker videre til den rigtige jul, og jeg vil kysse dem og dette år til afsked, vel vidende at det for altid er forandret. Det her med jul.

For det er vel sådan, at når noget pludselig bliver strålende og magisk kan det aldrig vende tilbage til at være kynisk og råt?

Glædelig magisk jul. Med hjerte-sprække und alles. For ellers havde det vist ikke været rigtig jul, tror jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *