Hun kalder på ham #180

“Hvorfor stopper du?”

Jeg spidser ørerne og forsøger virkelig at koncentrere mig. Men jo – det var rigtig nok, det jeg hørte.
Jeg vender mig glædesstrålende mod dig, jeg har svært ved ikke at ligne en idiot, som jeg står der og griner overstadigt, fjollet.
Du står tættere på mig, end jeg havde forventet. Jeg kan næsten mærke varmen fra din smukke hud og skinnet fra dine øjne, når du står så tæt på mig.

“Hun kalder på ham”
“Hvad mener du?”
“Hun kalder på ham. Lige nu. Jeg hørte det!”

Jeg kan næsten ikke stå stille. Hele min krop bobler af en indestængt latterenergi, og jeg har lyst til at hoppe og danse for at få det ud. Ud af systemet. Ud i verden. Ud i virkeligheden. Ud til dig. Jeg har lyst til at dele det med dig.

“Luna?” Nu smiler du også. ”Det er Luna, du mener, ikke?”
Jeg nikker fjoget og føler mig som en lalleglad jubelidiot, som jeg står der og dirrer, og Luna kalder, og du står så tæt på.

“Hun kalder på ham. Hun lyder så glad, og hun kalder på ham. Hun kommer hjem nu. Det lover hun.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *