Hundefryser indvendigt #62

Det er en underlig dag.
Kulden bider, men nok mest indvendig. I dag.
En mulighed dukkede op. En gave, som nogen gerne ville give mig. Og selvom jeg blev både stolt og ydmyg og beæret, så frøs mit indre fuldstændig til. “Jeg kan ikke”, hørte jeg mig selv sige. Ikke bare én gang, men mange.
“Jeg kan ikke, jeg kan ikke, jeg kan ikke!” Som et lille stædigt barn, der nægter selv at tage vinterstøvler på.
Jeg lovede at overveje. Grundigt. Så jeg gjorde det eneste, jeg altid gør; jeg spurgte Fyrbøderen. Og jeg ringede til min søster. “Gør det!”, sagde de begge to.
Og alligevel tøvede jeg.
Hele natten har jeg spekuleret.
Hele natten har jeg tænkt: “Har jeg dét som skal til? Kan jeg – selvom jeg selv tror, jeg ikke kan?” I morges var alting krystalklart:
Jeg kunne ikke.
Og trods anbefalinger fra de mennesker, som elsker og kender mig bedst valgte jeg at sige nej tak. “Jeg kan jo ikke!”, blev jeg ved med at messe inden i mig selv, mens jeg langsomt frøs til.
Men så skinnende solen ind af havestuens vinduer, og pludselig gik det op for mig:
Jeg kan jo godt!
Alt det, som jeg prøvede at gemme mig bag – det kan jeg jo godt!
Men jeg er bange!
Bange for at gøre det alene.
Bange for at følelsen af kreativ ensomhed aldrig nogensinde slipper sit tag i mig.
Bange for at gå derhen, og måske ende med altid at være alene.
Alene.
Min frygt brænder iskoldt inden i mig i dag:
Jeg kan hvad som helst. Bare kom an. Bare ikke alene.
Jeg er bange helt ind i knoglerne over, om jeg nogensinde igen finder nogen at dele alt ‘det’ med.
Så hellere sige til mig selv at jeg ikke kan – end indse, at jeg hundefryser indvendig af frygt for ikke at have nogle at dele sejrene og al den kreative galskab med.
Der var ingen, der sagde, at det ville være let, det her liv. Ikke engang, hvis man går med sit håbefulde (frosne) hjerte. Suk.

No Comments

    Leave a Comment