Hunderæd #88


Hvileløse fortællinger, Optimalt udfordret, Skab dig! / mandag, april 2nd, 2018

Kender du følelsen af at være retrospektivt modig?
Altså den fornemmelse der opstår, når du har kastet dig ud i noget uden at blinke ét sekund – for bagefter at skælve af angst, over det, der er sat i gang.
Kan man stoppe en supertanker, der er kommet op i fart?
Og endnu vigtigere; hvorfor er det pludselig så vigtigt at stoppe den, når det endda var mig selv, der både satte kursen og fyldte brændstof i tanken?
Jeg har brugt hele påsken (og mere til) på at stirre ud i skyer og fortabe mig selv i spekulationer.
Glad og fro var jeg klatret helt derop på udspringsvippen. Men nu, hvor jeg skal til at springe, så svigter modet mig alligevel.
Jeg står der øverst på vippen, og frygter det sug i maven det vil give, når jeg endelig trækker vejret dybt, og lader mig falde.
Det er blevet så alvorligt, at jeg glemmer mærkelige ting. Så som, om den kaffe jeg har i koppen er varm eller kold. Eller om jeg er på vej op eller ned af den trappe, jeg befinder mig på?
Spekulerer. Bliver væk.
Eller gemmer mig?
Det er min ældste ven, der er flyttet ind og skaber bekymring.
Angsten for afvisning. Bekymringen for at være uønsket.
Hvis jeg nu bare klatrer ned fra udspringsvippen igen, så siger vi lige, at der ikke var nogen, der opdagede det. Så lader jeg bare lige supertankeren løbe tør for brændstof, og lister herfra uden at give lyd fra mig.
Jeg kunne gemme mig. Det kunne jeg godt!
Men jeg har klatret hele vejen herop.
Og selvom jeg er afsindigt ræd for at springe ud i det, så ville det være spild af så enormt mange kræfter – hvis jeg end ikke gør forsøget.
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Jeg er ikke retrospektivt modig.
Jeg er retrospektivt hunderæd.
Det er faktisk næsten det samme, når man står på vippen!
Min gamle måde at løse sådan en udfordring på ville være at stikke af. Gemme mig under den 80’er-lilla sofa og sige som støvfnug.
Men jeg bliver nødt til at finde ud af det. Hvad der sker, når jeg springer. Det skylder jeg mig selv.
Og jeg ved, at svaret hverken findes under sofaen eller i påskeskyerne eller svulpende rundt i den iskolde kaffe, jeg havde glemt alt om.
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Svaret findes kun, hvis jeg trækker vejret, læner mig frem og lader mig falde!

(Visited 12 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *