Hvem låser noget så smukt væk i 50 år?

Farvestrålende gavanter fra Frida Kahlo

 

Selvom den er smuldret, og har tydelige sektioner, hvor stoffet er helt afbleget er man ikke et sekund i tvivl, når man ser den:

Den har været smuk!

Og kvinden der engang bar den, må have været lidt af en personlighed, alene at bedømme ud fra den mintgrønne farve.

Og ja – det vil nok være en underdrivelse at kalde Frida Kahlo ‘en personlighed’…

Efter hendes død i 1954 låste hendes mand en hel masse af Fridas ejendele inde på et badeværesle i det hjem de havde delt, og forlangte, at rummet skulle stå låst i mindst 15 år efter hans død.

Det er ganske almindelige hverdags-objekter.
Et par solbriller. Et par støvler. Neglelak. Et etui, hun brugte som askebæger. Den mintgrønne badedragt. Og hendes kunstige ben, smukt dekoreret.

Og alligevel sker der noget magisk:
Hverdagsobjekterne flytter sig væk fra ‘almindelige’ og bliver nærmest kunst i sig selv, alene fordi de har været låst væk i 50 år.

Jeg har ikke set hendes ejendele med egne øjne, men billederne alene er nok til at give mig en lille smule gåsehud på armene.
(Fx. her, på The Guardians hjemmeside)
Jeg kigger på hendes ejendele, og kan næsten fornemme, hvordan hendes fingre har holdt om neglelakken.
Hun er på en måde stadig til stede i de livløse genstande. Besynderligt og magisk nok?

Mon det var derfor, han valgte at låse det hele væk?
Klamrede han sig til et håb om, at der stadig ville være en rest Frida tilbage i hendes ting?

Eller vidste han allerede dengang, at smukke genstande, der har været gemt for menneskers øjne i 50 år næsten er en hel kunstfom i sig selv?

Det er ikke til at sige, men tanken fascinerer mig.

 

Der er ingen, der bliver låst inde, når vi laver farvestrålende hovedbeklædninger, som Frida ville have elsket. 

Men det bliver smadder hyggeligt, når vi ses til kreativ workshop 12. april her i Horsens.
Du er meget velkommen.