Hverdagskaos og Overblik

Mand, hvor er jeg ør!

Ør af glæde, ør af længsel, ør af forvirring og ør af adskillige dages hektiske aktiviteter.

Ferie er på papiret lig med afslapning, afstressning og selvfordybelse – men i realiteten er det et kapløb med tiden om at nå så mange aftaler som muligt.

(Jeg har i mange, mange år undret mig over at det skal være så forceret – hvorfor er det lige at det er småbørnsfamilierne der skal stable et helt børneliv og en dårlig økonomi ind i stationcar’en og drøne rundt for at pleje de familiære forbindelser? Burde det i grunden ikke være dem med økonomisk overskud og knap så mange pakkenelliker der hankede op i overskuddet og ankom med store smil og favnen fuld af kærlige knus?

Nå – blot en lille tanke…)

Vores ferie har ikke budt på ture i lysekronen i denne omgang 😉

Til gengæld har den budt på mere end almindelig kaos… altså mest inde i mit hovede, ikk!

(Jeg er SÅ træt!)

En ting vi har bokset rundt med lææænge er så ulidelig tæt på at gå i orden, og jeg er ved at gå ud af mit gode skind.

Det har kostet så ufatteligt mange kræfter og spekulationer – og værst af alt har det igen og igen stået i vejen for at flere af vores praktiske drømme og håb kan realiseres.

Hvad vi ikke har brugt af timer på at telefonere, gå til møder, drøftelser til langt ud på natten, papirarbejde, bekymringer… Psykisk overflod der har været brugt på en forfærdentlig (kedelig), demoraliserende ting og har forhindret os i at drømme alt for vidtløftigt!

Det har været en kamp at blive ved med at insistere på at kreativitet og spontanitet kan blomstre, når systemet bliver tappet for overflod og glæde!

Vi er NÆSTEN i mål! De sidste krampetrækninger har betydet at store dele af ferien er blevet tilbragt bag rattet i et spagt forsøg på at få alle ender til at mødes. Vi har pisket rundt i hele landet, knoklet rundt, talt og talt og talt – og har sideløbende været til påskefrokost et par gange.

Jeg har diplom som eliteudøver af kaosbetvingning, men selv en mester bukker under når kaos vokser sig kæmpestort.

Men når alt andet glipper har jeg et Overblik, der taler mig ned, minder mig om hvad der er rigtigt og vigtigt. Han fortæller mig dagligt hvor god jeg er, og jeg elsker ham for det! Han krammer mig, lytter til mig, losser mig i røven når det er nødvendigt.

Og faktisk har han præsteret i denne ferie at tale mig ned fra lysekronen, da jeg havde camperet deroppe bevæbnet med kasteskyts!

Han er mit liv, han er mit Overblik, jeg elsker ham så jeg blir helt ør af det.

Så meget tid i bilen giver dog plads til lidt restestrikning – jeg fandt en masse dims frem fra gemmeren, og nu er det langsomt ved at forvandle sig til boho-farvelade-vest jeg skal lune mig med, når jeg solskinslækker og i FANTASTISK humør går vores friere liv i møde.

Lige om lidt.

Lige om lidt!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *