Hvilke spor ønsker du at sætte?

 

Jeg tror, at alle der skaber sig på den måde som vi gør, står med ét meget stort og vigtigt valg.

Det valg blev hjerteknusende, øredøvende jordskælvsrystende tydeligt i dag, efterhånden som verden opdagede at David Bowie døde i nat, og samtlige sociale medier er strømmet over med citater, lovord og beretninger om hans liv, hans genialitet – hans skaberværk.

Ét meget stort valg, der gælder os alle:
Hvad vil du med dit liv – og din død?

Vil du bruge din tid på at finde sandhedEN, lede efter det ultimative, kigge indad, dvæle ved tvivlen, og tøve tøve tøve, indtil du er 120 % sikker på, at din genialitet er finpudset, gennemarbejdet, knivskarp og klar til at møde verden?

Eller…

Vil du gøre noget ved det?

Jeg tror, at alle der skaber på den måde som vi gør kan genkende dilemmaet.
Tør jeg stole på, at dét jeg skaber er ‘godt nok’?
Tør jeg løfte blikket fra min egen navle, mine egne begrænsninger, og kaste mig derud, hvor ‘jeg’ bliver ligemeget – men hvor dét jeg skaber får lov til at blive det bærende element, og får lov til at leve sit eget liv?

Det er ikke et let valg, og jeg tror ikke man kan vælge én gang, og så nøjes med det.

Jeg tror, at alle, der skaber som vi gør, skal træffe det valg med sig selv, hver evige eneste dag.
Hver evige! eneste! dag!

Jeg ved, at jeg gør.

Hvad vil jeg skabe i dag – og for hvem?
Er det i dag, jeg tør forsøge at gøre mig selv ligemeget, og lader mine hænder, mine værker og mine ord tale for sig selv?

Bowie sad ikke derhjemme og spekulerede over om han var ‘god nok’.
Han brugte i stedet et helt liv på at gøre noget ved det. Skabe noget. Godt, såvel som dårligt.
Men han gjorde det. Blev ved, og blev ved, og blev ved.

Det er dét jeg ser klarest i dag:
Hvor meget ét menneskes skabertrang har betydet for så mange mennesker.

Jeg bilder mig ikke ind at hverken du eller jeg er i nærheden af at være i David Bowies kaliber.
Men derfor er det stadig lige så sandt for os, som det var for ham:
Hvad vil du med dit liv? Hvilke spor ønsker du at sætte på den her tilværelse mens du er her?

Og gør det så!

No Comments

    Leave a Comment