Hvordan man tager til sin eksmands bryllup

Hvordan tager man til sin eksmands bryllup?

Det gør man, ganske enkelt, ved at rejse sig, og sætte det ene ben foran det andet!

Hvis man gør det tilstrækkeligt mange gange og husker at bevæge sig i den rigtige retning, så ender man tilsidst dér, hvor han bliver gift og man selv kigger på.

I ugen op til brylluppet overvejede jeg, om jeg skulle skabe mig lidt. Bare lidt.

For ligesom at leve op til min rolle som ekskonen og hysterisk, depressiv møgkælling.

Måske skulle jeg komme med udtværet makeup og hulke-mumle uforståeligt og grødet ned i et lommetørklæde? Jeg kunne også komme og være fuld?

Jeg var også forbi et par overvejelser om at tage fokus fuldstændig fra bruden – måske ville et bunnykostume være lidt overkill, men en genbrugs-brudekjole ville da være perfekt?

Nej? Ej, hvorfor ikke?

Han så godt ud! Han så pissegodt ud. Og glad!

Vi har fulgt med på sidelinjen og har hørt om planlægning af den kæmpestore fest de skulle holde. Det ville blive et brag af en fest. Andet ville også være mærkeligt, når man kender ham. Og hende.

Og så stod han der uden for kirken, høj og flot og glad. Og kom hen til os med stort knus og dæmpet konspiratorisk stemme (for vi kendte til et par af de hemmelige bryllupsfest-planer, som resten af gæsterne endnu havde til gode at opleve).

Og det eneste jeg mærkede var en kæmpestor stolthed, over at få lov til at sende ham videre, ham jeg engang elskede. Næsten som hvis det havde været ét af mine børn, der stod der og skulle giftes med sit hjertes udkårne.

Med et stik i hjertet – men nok mest over, at han lever et liv, som jeg ikke ved alt om. Præcis som man kan have det med sine store, selvstændige unger.

De var der i øvrigt allesammen, figurerne fra min fortids persongalleri.

Mine knæ rystede lidt da vi nærmede os kirken.

“Hvordan fanden er det hun ser ud?”
“Jeg kan sgu godt forstå han ikke ville være gift med hende mere”
“Godt han fandt sig en ny, for hende den gamle dér er der sgu da ingen der er tjent med”
“Ej, det er godtnok synd for hende, hva?”
“Hvad fanden bestiller hun her, hun er ikke velkommen!”

De kan være svære at overhøre, de stemmer der. Selvom de kun befinder sig inde i mit eget hoved.

Hvad de reelt tænkte ved jeg jo af gode grunde ikke. Formentlig noget lignende? Eller måske overhovedet ikke?

Det havde måske i virkeligheden været nemmere at komme anstigende i en brudekjole, for så havde jeg i det mindst viftet højt og tydeligt med kællinge-flaget.

På den måde ville alle kende deres roller, og hvilken plads de havde i scenariet.

“Hej” ville brudekjole-kælligen sige, “jeg er den emsige ekskone, jeg er her for at skabe mig åndsvagt og tude på jer allesammen, og bagefter kan I himle med øjnene og have noget at sladre om til festen. At your service!”

Men jeg ved jo ikke hvad fortidens persongalleri tænker og føler i dag, – og er det ikke fuldstændig ligemeget hvad de tænkte, det var ikke for deres skyld jeg var der, vel?

Jeg er egentlig også sikker på, at de i bund og grund var temmeligt ligeglade. De var der jo heller ikke for min skyld.

Og jeg er heller ikke en brudekjole-kælling, selvom det var sjovt at lege med tanken. Det tæller ikke, når det kun er noget man joker med (lidt for alvor). 

Jeg er jo i virkeligheden tryg og lykkelig og stolt over at have en dejlig eksmand, som har fundet lykken med en dejlig, dejlig kvinde, som jeg også holder af.

Så jeg hankede op i min Fyrbøders hånd, og gik nærmere med smil og fred i sjælen.

Så; hvordan tager man til sin eksmands bryllup?

Det gør man, ganske enkelt, ved at rejse sig, og sætte det ene ben foran det andet!

Hvis man gør det tilstrækkeligt mange gange og husker at bevæge sig i den rigtige retning, så ender man til sidst dér, hvor han bliver gift og man selv kigger på 

– mens man klemmer sin Fyrbøders hånd af taknemmelighed over at have ham ved sin side i dag, i morgen, i al evighed. 

Og mens man fælder mere end én tåre af bevægelse, over at se en meget rørt brud kigge på sin helt nye mand med et blik så ømt, at det ramte mig klokkerent. 

Man gør det af kærlighed. For den er – trods alt – størst. 

Af alt.

Ps. Men brudekjole-kællingen skal nok få sin revanche; for når de store drenge bliver gift vil der ikke sidde én, men TO småfulde mødre på forreste række og snotvræle og lave pinlige scener. Det bliver en fest!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *