Hvornår begynder vi at tale om ensomhed?


Forandringsaktivist, Optimalt udfordret / tirsdag, april 3rd, 2018

Jeg bliver nødt til at skrive om den.
Ensomheden.
Den fylder mig så meget for tiden, og jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal gøre af den, hvis ikke jeg kan få lov til at tale om den, skrive om den.

I går lyttede jeg til et afsnit af podcasten “Magic Lessons” med Elisabeth Gilbert.
Jeg har faktisk længe gået i en stor bue udenom den, fordi jeg er bange for, hvad den gør ved mig.
Jeg er så betaget af hende, at jeg knap nok tør kigge direkte på hende, fordi jeg er bange for at blive blændet. Der er noget omkring hende, som ringer alarmerende og faretruende genkendeligt.
Jeg er så nervøs for at gå derhen. Så jeg forsøger at lade som ingenting.
Det går ikke så godt.
Hun siger de ting, som står allertættest på det jeg kan mærke, at jeg skal. Så jeg ved instinktivt, at jeg skal gå derhen, hvor hun er.
Lytte – og lære.
Placere mig selv i nærheden af det, og være åben.
Ikke?

Så i går hørte jeg et afsnit af hendes podcast.
Det var hårdt.
Det var mega hårdt.

At høre hende beskrive forholdet mellem hende selv og Glennon Doyle:
“Hun er min selvvalgte søster”.
Det svider indvendig i mig af jalouxi. Min selvvalgte søster. Av.
Og så lyttede de begge to så klogt og indlevende til hinanden. Og sagde 100 gange i løbet af afsnittet, at de elsker hinanden, og hvor vigtigt det er for dem, at de er en del af hinandens liv.
Det var super rørende.
Og meget meget smukt.

Og så talte de lige præcis om ensomheden.
Selvfølgelig, havde jeg nær sagt. Når jeg endelig går derhen, og tilfældigt vælger et afsnit – så handler det om lige præcis dét, som mit hjerte er så fuld af. Den slags er holdt op med at overraske mig længere.
Det sang i mit hoved af genkendelse og frustration.

Ensomhed.

Den er svær ikke at tage personlig, synes jeg.
Det er svært ikke at få lyst til at flygte fra det hele, og lade som om, at ensomheden ikke flytter med, hvis “bare jeg boede et andet sted, eller levede et andet liv”.

Jeg kan høre mig selv for tiden.
På vej væk. Videre. Nye ideer. Længsel.

Det er ikke god længsel og gode ideer. Ikke denne gang.
Det er angst for at blive stående, lige præcis hér hvor jeg er.
Mutters alene. Og gøre det jeg gør. Og blive ved med at gøre det jeg gør.
Uanset hvor ensomt, det end føles.

Jeg bliver ramt af jalouxi, fordi jeg så brændende ønsker mig nogen at dele det hele med.
Hver gang jeg mærker, hvordan det svider indvendig er det en reminder om, at jeg ønsker mig noget af det samme.
En selvvalgt søster. Nogen at tale med om kreativitet. Om at skrive. Og at forsøge og fejle. Om om ensomheden.

Jeg bliver nødt til at skrive om den. Ensomheden.
Hvis ikke jeg gør, så vokser den til et monster inde i mig.
Jeg bliver nødt til at skrive om den.

(Visited 55 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *