Ikke fortabt

Det har gjort noget ved mig, det her Hjerteprojekt. Noget rigtig, rigtig godt!

For meget få dage siden havde angsten taget bolig i mine indvolde og jeg var bange for sne og verden og mig selv og alting. For at sige det som det er; jeg sad herhjemme i min trygge hule og kiggede ud, og turde ikke røre mig ud af stedet, fordi jeg var panisk angst for at noget eller nogen skulle komme til skade.

Hamrende irrationelt, det ved jeg. Men frygt er ikke rationel, og angst er om muligt endnu mindre.

Men der skete noget. Noget greb fat i mig. Et håb, en vilje, et klarsyn, et ønske.

Og jeg glemte at være bange, fordi jeg begyndte at håbe.

Jeg glemte min egen mistrøstighed, fordi jeg pludselig blev i stand til at se ud over mig selv og mine egne bekymringer, fordi jeg besluttede at gøre noget som var godt for andre end mig selv.

Den første tanke var, at hjerteprojektet var godt for nogle ude i verden, som har brug for omsorg og hjælp.

Den næste tanke blev, at det viste sig at være min egen redning, min egen omsorg, min egen hjælp.

Jeg holdt op med at frygte verden og kastede mig sådan set bare ud i den, fordi det ikke længere handlede om mig, men handler om noget som er meget, meget større.

Det handler om godhed, det handler om omsorg og viljen til at ville gøre noget med dét man kan.

Måske kan jeg stadig ikke så meget som jeg altid troede jeg kunne, dengang jeg var yngre. Jeg er stadig ikke 100metermester i noget som  helst. Jeg sidder stadig inde i min stue og kigger ud, og der er stadig dage hvor jeg ikke kan finde ud af noget som helst andet end at gå i seng.

Men jeg opdagede at der er noget jeg kan. Jeg kan det her!

Hvor elendigt jeg end føler jeg selv har det, føler jeg stadig jeg har noget at gi’ af. Og den erkendelse har virkelig gjort noget for mig.

Jeg er ikke fortabt. Jeg er ikke ødelagt.

Det ved jeg nu.

Fordi et hjerteprojekt opstod og kaldte på noget i mig, som er større end angst.

Det kaldte på godhed. Og godheden i mig er større end frygten for at noget skal gøre ondt.

Jeg flyver højt over Hjerternes Fest, og mit hjerte synger af fryd og ikke angst, når det kigger ned!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *