Indadvendte erkendelser


Jeg bliver altid utrolig indadvendt på denne årstid.

Det vidste jeg ikke, men når jeg tænker tilbage bliver det tydeligere og tydeligere for mig, at det er det, der sker.

Oktober griber mig fast om hjertet, og fører mig nye, men velkendte steder hen.

Sådan er det vel, når man rammer den alder og det erfaringsniveau jeg bevæger mig rundt på – at stederne aldrig rigtig er helt nye, men det snarere er en slags genkomst, blot med nye perspektiver?

For øjeblikket taler jeg stort set ikke med andre end mig selv – og min elskede Fyrbøder.

Det er også en ny slags erkendelse; at vi bliver ved med at have så meget at tale om?

Jo jo. Jeg taler også med børnene. Og kollegerne. Og min familie.

Men hånden på hjertet, så er det nok mest de indre stemmer, jeg fører en meget lang og meget intens dialog med lige pt.

Der er ret meget på spil.

Der er en stige, som skal bygges. 
Eller, det vil sige – den er faktisk blevet bygget.

Og jo, jeg er faktisk også kravlet ret højt op på den. Helt præcis er jeg kravlet derop på toppen af muren, hvor vinden pisker mig i ansigtet og hvirvler mit hår og tordner mig i ørerne. Larmende rusker blæsten i mig.

Og endnu en erkendelse har gjort sit indtog.

For jeg vidste faktisk ikke, hvordan jeg skulle komme ned på den anden side af muren, dengang jeg byggede stigen. Jeg troede måske at der – helt af sig selv – ville dukke endnu en stige op, som kunne føre mig ned?

Problemet (hvis det da er et problem?) er bare, at det er der ikke. Der er ingen direkte og logisk vej ned. Så jeg står lige nu og mærker efter, om jeg virkelig tør læne mig fremover, og bare give slip. Kaste mig ud – og flyve?

Der er også en fortælling, som bliver ved med at kalde på mig.

Og især en helt bestemt kvinde i den fortælling. Jeg er ved at tage tilløb til at beskrive hende kærligt, omsorgsfuldt og med de smukkeste ord jeg kan finde.

Hun er en nøgle til meget. Og det er også en erkendelse – at jeg har beskrevet alt omkring hende, men aldrig har turde kigge direkte på hende, fordi jeg har været meget nervøs for, hvad jeg ville se.

Måske fordi jeg godt ved, hvad jeg kommer til at se?

Der er en ny velkendt selvbevidsthed, som jeg er ved at prøve på.

Den minder faktisk utrolig meget om dengang, hvor jeg sad i en lortebrun lejlighed for 5 år siden – bare minus vreden.

Til gengæld er der såmænd vrede nok. Gammel vrede og ny, i én dejlig stor pærevælling. Der er sådan set egentlig vrede nok til adskillige års terapi, og temaer nok til flere hundrede blogindlæg.

Bare lige pånær at jeg ikke gider. Jeg gider ikke være vred. Jeg orker ikke at være vred.

Så jeg øver mig i stedet for på bare lige at lade det ligge lidt. Aer det lidt med hårene, giver det et par småkager – og lægger det i seng i stedet.

Og så er der altså stadig ham. Fyrbøderen.
For alting starter og slutter med ham.
Han er den konkrete, fysiske modvægt til de indre, luftige stemmer.

Han står deroppe på muren sammen med mig, og hvisker til mig at jeg kan flyve – hvis jeg vil. Og han lytter til alle de tusinde måder det stadig lykkes mig at være vred på, og minder mig kærligt om, at jeg jo ikke gad spilde mit krudt på det længere.

Han har kaldt mig kunstner siden den første dag jeg mødte ham. Når jeg fortaber mig, så holder han mig. Og når jeg lidt for stædigt insisterer på at tage kontrol med alt, så beder han mig om at give slip.

Han har mig. Han har min ryg, han har mit hjerte, han har det hele, har han. Den erkendelse er til gengæld overhovedet ikke ny.

Jeg troede ikke jeg kunne elske ham mere? Men hver eneste dag der går elsker jeg ham en lille bitte smule højere.

Og dén erkendelse er til gengæld ny. Hver dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *