Ingen anelse. Kun Asti…

… Og nu er de væk.

Jeg er ked af det. Jeg ved ikke hvordan man gør det her; holder jul uden sine børn.

De flagrede ud af døren pakket ind i tykke lag af vintertøj og store grin, ud i armene på deres andre forældre, der har savnet dem og set frem til at holde en varm hjertejul sammen med dem.

I den anden ende af byen venter en vidunderlig familiejul på dem.

Jeg er så glad for at de skal holde jul sammen med hele deres store familie. Alle skal samles og det bliver en fest, hvis jeg kender dem ret. Lige sådan en familiejul som man vil huske engang når man selv bliver forælder.

Hvor er de i grunden nogle vanvittigt heldige børn; de har ikke mindre en to familier som elsker, elsker, elsker dem og vil gøre alt for at deres liv og lykke og jul bliver stor og magisk og gennemført.

Jeg er tænker lidt over om jeg er jaloux. Det kunne jeg jo sådan set godt være, ku jeg ikke?

Lidt jaloux over at den familie som engang var min familie, de svigerforældre der også engang var mine forældre (lidt) holder jul lige hér i nærheden, og jeg skal ikke være med.

Lidt jaloux over at det ikke er sammen med mig at mine børn skal sidde og vente på at kirken fyldes og musikken begynder at bruse. Lidt jaloux over at jeg ikke skal være den som byder indenfor og velkommen og får familien til at føle sig velkommen og godt tilpas.

Lidt jaloux over at en familie fortsætter med at være den samme familie – uanset om jeg er der eller ej.

Jo. Lidt jaloux.

Men så heller ikke mere end det.

Det vil altid være sådan når noget afsluttes, og noget nyt begynder. Mit liv og min andel i den familie sluttede; jeg er dem så taknemmelig for alt det vi har delt gennem årene – men jeg er jo ikke naiv og ved godt at de har et nyt menneske at forholde sig til, en ny situation, et nyt liv.

Jeg ved at de holder af mig, og de ved at jeg holder af dem.

De skal holde en vidunderlig jul sammen, allesammen. En magisk børnejul. Jeg ønsker dem den bedste jul overhovedet tænkelig. For det er dem som skal tænde lysene i mine børns øjne, og de fortjener det. Allesammen.

Og jeg skal… ja. Jeg ved faktisk ikke lige helt hvad jeg skal.

Jeg skal lige tude lidt færdig over at børnene er væk, tror jeg. Og så skal jeg drikke en flaske Asti. Og finde et strikketøj frem. Det der med strikketøjet er pludselig blevet enormt vigtigt, for jeg kan ikke forestille mig de kommende uger uden noget i hænderne at klamre mig til.

Og så skal jeg afsted til en familiejul i en storfamilie jeg så småt begynder at kende. Noget afsluttes – og noget nyt tager sin begyndelse.

Og denne jul er endnu en af de nye begyndelser; en ny familie, nye traditioner, nye relationer. Hvor jeg er det nye menneske en anden familie skal forholde sig til.

Og mere ved jeg ikke. Jeg har ingen anelse om hvordan denne tid kommer til at føles.

Jul uden børnene. Det er én ting. Men jul uden den kendte familie, uden de kendte traditioner, hvor min rolle ikke længere er defineret og jeg skal opfinde alting forfra igen.

Det har jeg ingen anelse om hvordan man gør.

I grunden har jeg overhovedet ikke lyst til at finde ud af det, men jeg ved jo godt at det er sådan det er.

Jeg har ingen anelse. Kun Asti. Og en ny familie, der holder af mig – og som jeg holder mere og mere af. Og en Fyrbøder. Altid en Fyrbøder.

Måske er det nok?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *