Jeg, en drage

Jeg gik forbi spejlet i morges og ud af min øjenkrog så jeg hende – bare i et glimt.

Jeg stoppede op og vendte mig mod spejlet og granskede nøje min egen refleksion. Hun var væk igen.

Jeg sukkede lettet og skulle lige til at vende mig om og fortsætte med dét jeg var igang med, da…

Var der ikke antydningen af grønt lige dér på halsen? Jeg lænede mig frem for at komme tættere på. Og i det samme så jeg hende; Dragen!

Hun stod og stirrede tilbage på mig i samme foroverbøjede positur som jeg selv indtog. Hendes hud var skællet, øjnene var gule og smalle, og mellem de blege, smalle læber sås antydningen af en spillende tunge mellem de to giftdryppende hjørnetænder.

Forskrækket trak jeg mig tilbage, mens min skællede tvilling i spejlet gjorde det samme – blot med et hånligt grin spillende om munden.

Jeg ville åbne munden for at sige noget, bare ét eller andet til at bryde øjeblikkets forbandelse. Men hendes øjne fastholdt mit blik og jeg blev tvunget til at ind i hendes glimtende, gule juveløjne. Sådan stod vi, fastlåste i øjeblikket, konturerne af badeværelset fortog sig, gulvet begyndte at skvulpe under mine fødder, jeg følte mig suget ind, svimmel…

I et sæt slap hun mig – og jeg indså med rædsel at det var mig selv jeg stod og stirrede på!

Min indre drage var borte igen, men angsten havde taget fat i mine nakkehår.

Ja ja, jeg kunne ikke se hende længere, men jeg har kendt hende længe så jeg vidste, at hun bare havde gemt sig igen.

For hun er der, Dragen.

Hun bor inde i mig, og engang imellem kommer hun frem og skaber en forfærdentlig mængde postyr og spetakel.

Altså, det er jo ikke mig, vel! Det vil jeg gerne lige have lov til at slå fast!

Jeg synes selv jeg er et forholdsvist gemytligt menneske.

Jeg holder af børn, strikketøj, chokolade og portvin. Jeg kører sjældent for stærkt (og da KUN når der ikke er nogen der ser det!). Jeg afleverer altid ting tilbage jeg har lånt, betaler mine regninger til tiden, roser min mors dekorationer og dikker alle babyer jeg møder (også de grimme…).

Kort sagt: jeg er en pæn pige/dame!

(Jeg kan ikke helt blive enig om hvilken kategori jeg tilhører; jeg er 32 og føler mig piget, men jeg er mere end én gang blevet omtalt som ‘damen’, fx i busser hvor forældre gerne vil forbi med deres børn: “Så kan vi måske bede Damen om at flytte sig”. Men jeg er jo en pæn pige/dame, så jeg svarer selvfølgelig ikke flabet tilbage!)

Og pludselig sprækker hammen og Dragen vælter frem i al sin gru.

Sjældne gange kan hun argumentere for sin tilstedeværelse, men som oftest er hun bedøvende ligeglad. Hun behøver ikke en grund!

Hun er et koldblodigt dyr uden refleksion og følelser! Hun handler pr. instinkt og du kan være helt sikker på at hun går direkte efter dine mest vitale dele; struben, dit selvværd eller din tøjstil/indretning/frisure!

Dragen kan være en virkelig magtfuld allieret! Har jeg brug for forstærkning kan jeg regne med at hun vågner af sin dvale. Føler hun sig trængt op i en krog bliver hun frygtindgydende. Problemet er blot at hun ikke kan dresseres.

Er hun først i sin blodrus kan ingen føle sig sikre, hun angriber alt der bevæger sig, spytter om sig med eder og gift, snapper ud efter sine egne unger og ænser ikke i sin blinde vrede at hun også flår sit eget skind i laser.

Kuldegysende rystede jeg mig og gik ud af badeværelset igen.

Mine nakkehår stod stadig dirrende ud i luften, ikke på vilkår at de ville lægge sig ned igen. Men jeg har ikke set mere til hende resten af dagen. Måske var det kun en advarsel?

Godt man har en drageridder i huset!!

(Visited 14 times, 1 visits today)


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *