Jeg gad godt bo… #86

Jeg gad godt bo på landet.
I et lille skævt hus med strå på taget og egne mus.
Med æbleplantage og rabarbermark og kartofler og kål.
Og en plads i solen på en vakkelvorn skammel. Med ryggen mod husets solvarme mur, og helt helt stille kaffe.

Jeg gad godt bo i et kollektiv.
Glade mennesker, gode mennesker, mange mennesker. Hyldet ind i gensidighed og omsorg og latter og fællesskab.
Med fællesspisning og fælles værdisæt og et ønske om at betyde noget for både hinanden, vores jord og vores børn. Med alvor og fest. Helst mest det sidste.

Jeg gad godt bo i en hytte på Island. Med vinden i ryggen og øde så langt øjet rækker. Uden at spekulere over at have brug for materielle goder. Men bare være med dét som kun lige akkurat er nødvendigt for at leve. For det er kun himlen på Island, der føles lige akkurat stor nok til at rumme alle mine mange, lange fortællinger.

Jeg gad godt bo i Frivang. For altid. At have et hus med børneliv og ligusterhæk og fred. Og en hund. Med hjorte i haven og vasketøj og nullermænd og madpakker og solnedgangene.

Jeg gad godt bo i Toscana. På en bjergside, i en gammel skæv villa. Med naboer og oliventræer og bilos og cikader.

Jeg gad godt bo ved havet. Så jeg kunne høre bølgerne, hver gang jeg selv tav stille. Med udsigt til alt det utrættelige blå, som jeg aldrig helt ville få nok af at kigge på.

Jeg gad godt bo i en virkelig gammel og historisk bygning. Sådan et sted, hvor man kan mærke, hvor lillebitte et øjeblik af historien man selv repræsenterer. Når man går rundt i bygningen og véd, at her fandt historien sted, længe længe før jeg selv gjorde.

Jeg gad godt bo på en husbåd.

Jeg god godt bo i en autocamper og køre tværs gennem Europa med mine unger på bagsædet.

Jeg gad godt bo i et halmhus.

Jeg gad godt bo inde midt i en skov. ⠀⠀⠀
⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Der er sgu nok en grund til at jeg har boet 20 forskellige steder på ét liv.

(Visited 16 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *