Jeg var sandet #143

Som en ukrudtsplante i fugen mellem fliserne. Man trækker og trækker i den, og den giver sig kun lidt. For pludselig at slippe sit tag i sandet, med en sagte rislen.
Og der, mellem fliserne, er der bare et hul tilbage, og man tænker over, hvor alt det sand, der fyldte hullet før er forsvundet hen?

Jeg var sandet.
For hver eneste dag der gik, rislede der en lille smule mere sand bort. Ssssccchhhhhhhhh. Borte.
Jeg husker kun mørket.
Der var rigtig slemme dage, hvor jeg ikke engang vidste, hvordan jeg nogensinde skulle finde ud af at klæde mig på. Eller finde ud af at spise.
Jeg sad på min seng. I mørket.
Mens skyggerne langsomt flød hen over gulvet, og noget fremmed sparkede inde i mig.
Støvet flimrede i lyset, og stod stille hele dagen, mens skyggerne kravlede tættere på mig, indtil jeg måtte trække benene op i sengen igen, for ikke at forsvinde i dem.
Og en hel dag druknede i mørket, og jeg havde knap nok ænset min mand og mit barn tog afsted, før de igen pludselig stod midt i stuen og forlangte mit forvirrede nærvær.

Jeg var sandet.
Det forsvandt bare, og efterlod et gabende hul af ingenting mellem fliserne, som ikke rigtig kunne fyldes igen.
Sandet raslede af mig for hver dag, og dryssede ned og forsvandt i de lange skygger på gulvet.
Imens nogen sparkede inde i mig, og jeg ænsede det ikke.

No Comments

    Leave a Comment