Julenat #1

Vi var jo venner, ik?

Så skiferien skulle da stadig gennemføres. Nu var den jo købt og betalt.
Og hey, det var jo for børnenes skyld, aftalte vi. De skulle have begge deres forældre til jul. Og det skulle være julegaven til dem. Familietid. Skiferie-idyl.

Og så kunne vi jo bare sove i hvert sit værelse, ik?

Jeg husker kun julen 2009 i glimt. Jeg husker, at det føltes som at være med i en absurd tegnefilm, hvor alting var forvrænget med vilje.
Alting så ud som det plejede. Men intet var som før. Få måneder forinden havde verden hvirvlet en omgang i den modsatte retning, og intet var genkendeligt.
Sandhed var illusioner, virkeligheden var løgn.

Og jeg var desperat efter at forstå alt det, som jeg tydeligvis havde misforstået. Alt det, som jeg troede jeg vidste om kærlighed. Om voksenlivet. Om mig selv.

Væk.

I en svensk skovhytte sad jeg. Julenat 2009.

Den mand, der havde været min mand for lidt siden havde lukket døren bag sig og talte i telefon. Hans mumlende stemme var mild og blød. Han lød så glad. I telefonen med sin nye kæreste.

Børnene sov i bunker på sofaer og madrasser. De havde hver fået små julegaver, og vi havde ristet coctailpølser i kaminen.
Glædelig jul, rollinger.

Det sneede udenfor. Kæmpestore kulsorte fyrretræer kæmpede om at stå mest tæt og stille. Truende. Og helt, helt stille.
Jeg kiggede ud i mørket, men så alligevel ingenting.

Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom derud.
Men jeg fandt mig selv midt i den tyste vinterskov. Alt var øde. Der var ingenting. Kun mig. Fyrretræerne. Og sneen.

Jeg har aldrig i mit liv følt mig så alene som der. Hvor alle havde hinanden. Og jeg havde ingen.

Og i mørket tog jeg min telefon op af lommen og ringede til det menneske, som var den eneste i hele verden jeg kunne holde ud at tale med lige nu.

Der lød dæmpede, muntre stemmer i baggrunden, da han tog telefonen. Hans stemme var så rolig og så oprigtig lykkelig.

Er du glad, spurgte han?
Ikke rigtig, svarede jeg.

Det bliver du igen, smilede han i røret.

(Visited 35 times, 1 visits today)