Det kan man da ikke leve af? #52


Hvileløse fortællinger, Morperspektiv / torsdag, februar 15th, 2018

Håbefuldt sad hun høfligt og lidt forlegent og ventede. De voksne småsnakkede hen over hovedet på hende.
Selvom det handlede om hende, så gjorde det jo alligevel ikke helt. De voksne skal altid lige have sagt de der høfligheder, som voksne altid gør.
Det vidste hun godt. Så hun ventede bare.
Hun vidste mange ting, faktisk. Det var også derfor hun egentlig ikke var særlig utilpas ved at komme med til skole-hjem samtale i dag. Hun havde ikke prøvet det før, men hun vidste godt, at hun var god i skolen, og næsten altid opførte sig ordentligt. Så hun var ikke helt utilpas. Kun lidt. ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
“Nå, Karen” – hendes dansklærer begyndte at snakke til moderen, selvom hun lod som om, at det var hende hun talte med. Det forstod hun godt, det gjorde ikke noget.
De talte om staveprøven og ordforråd. Det var godt, konstaterede de.
Hun sad og lyttede til alle deres ord. Måske troede de ikke hun forstod det hele, men det gjorde hun. Hun vidste godt, at hun var god til ord. ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
“Nå, Karen” – nu var det den anden lærer, der lod som om hun henvendte sig til hende. Det var ok. Hun havde allerede forstået, at det var sådan en skole-hjem samtale foregik.
Nu talte de om hendes matematikfærdigheder. Det var heller ikke helt skidt.
Karen kan drive det vidt her i livet, sagde begge lærerne nærmest i kor.
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
“Hvad vil du gerne være når du bliver stor?”, spurgte den anden lærer. Hun var ikke helt sikker på om det stadig var moderen de snakkede med, men alle tre voksne kiggede på hende. Det var nok alligevel hende, de ville snakke med, tænkte hun.
Hun rettede ryggen en smule, og skævede op til sin mor inden hun svarede. “Jeg vil gerne være forfatter”, svarede hun forsigtigt. ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Der var helt stille, synes hun pludselig. Havde hun sagt noget forkert? Hun kiggede hastigt op på de voksne igen. Lærerne trak på smilebåndet, og den ene af dem rakte ud og aede hende på armen.
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
“Ja, sikke da en fin drøm”, sagde matematiklæreren, og grinede. Denne gang helt uden at lade som om, “Men det kan du da ikke leve af!”
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Og så snakkede de voksne videre mens de lod som om de talte med hende – om alle de muligheder, sådan en klog pige som hende kunne få.

(Visited 16 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *