Kun dét som betyder noget får lov til at flytte med

Der er ikke noget så godt til at få ryddet op, som en god gang flytning…

(Jeg synes efterhånden vi er ved at være ret erfarne med at flytte. Lidt for erfarne, måske, med 5 boliger og 4 kontorer på 10 år…. )

Man har fat i alle sine fysiske ejendele, når man flytter – og det er en vanvittig god anledning til at overveje, hvilke ting man rent faktisk er glad for – og hvilke ting, der fortjener at blive ved med at være en del af ens liv.

Da vi stod med en købskontrakt i hånden og kiggede hinanden i øjnene for et par måneder siden, var det den allerførste ting, vi blev enige om:

Vi ønsker ikke at flytte noget som helst med, som vi ikke synes er enten vanvittigt smukt eller har vanvittig god glæde af.

Som jeg så venligt blev gjort opmærksom på i et af mine opslag på Instagram, så er det den engelske designer William Morris, der står bag den tanke – og den klinger simpelthen så godt sammen med vores filosofi om, hvad ting betyder for os.

Da vi lærte hinanden at kende for næsten 10 år siden (shiiit – er der gået så mange år??) kom vi begge med et helt liv i bagagen.
Vi havde næsten dobbelt op af alting, men efterhånden som vi er flyttet mere og mere sammen, har vi fået ryddet ud i dubletterne og fået defineret os, i det liv, som vi deler.
Det er jo ikke noget, der bare kommer af sig selv- og bevares, vi har godtnok også haft vores diskussioner om dit og mit og vores ;-)) Sådan er det vist – og sådan skal det vist være!

Sangriahuset er en del mindre end det hus vi bor i nu – så vi er også helt automatisk nødsaget til at forholde os til, hvad der er plads til.
Sådan helt lavpraktisk, så har vi for mange sofaer, haha.
Det skal vi have fundet ud af, hvad vi stiller op med – men det er bare så svært at tænke sig frem til – det finder vi først svar på, når vi står derovre og har sofaerne med under armen.

Så hvordan har vi gjort?

Faktisk er det helt utrolig simpelt:
Vi har taget én ting ad gangen. Hver eneste bog. Hver eneste krukke eller stol eller dims eller tingest – og så har vi kigget på den, og spurgt os selv:

Er det en ting vi bruger?
Er det en ting, som vi synes er helt vild smuk?
Er det en ting, som er en del af den historie vi bærer med os?

Og hvis det ikke har været én af delene, så er den simpelthen røget videre.

Jeg kan på det varmeste anbefale bogen ‘Minimalisme’, som lige er blevet udgivet af Jane Ibsen Piper // Project Handmade.
I bogen giver hun simpelthen en helt genial trin-for-trin-vejledning i, hvordan man kan takle alle husets rum, skuffer og skabe.
Hun forholder sig både til det helt lavpraktiske i at rydde op – men giver samtidig også sine holdninger og betragtninger til, hvordan det påvirker os følelsesmæssigt at have rod og/eller orden i vores ting.
Du skal købe den, hvis du så meget som overvejer at få ryddet ud i dine ting. Seriøst, det skal du altså – og det behøver altså ikke være fordi du skal flytte 😉

Jeg har en grundholdning om, at vi ikke bare smider noget væk. Gode ting skal vi passe på – og de skal finde nye hjem, så vi kan passe på både vores ressourcer og at vores overforbrug af ‘dims’ ikke stikker helt af.
Jeg har solgt vildt mange af de gode, solide ting, som ikke længere var relevante for os. Og resten har jeg givet videre til genbrug.

Det er en spøjs oplevelse, det der med at sende ting videre i systemet. Jeg er måske ikke så knyttet til ting, længere. Jeg oplever i hvert fald, at det er meget nemmere for mig at sige farvel til ejendele, end jeg har haft tidligere – og hvad jeg hører fra mine omgivelser, hvordan de har det.

Selvfølgelig er der ting, jeg aldrig kunne finde på at skille mig med, men det er godtnok ikke mange.
Jeg tror måske jeg har prøvet at miste så mange ting efter indbrud og vandskade og skilsmisse og uheld og så videre – og min erfaring er hver eneste gang, at selvom jeg mister en ting af stor betydning, så ‘har’ jeg det stadig lagret i min erindring og mine følelser.

Et eksempel kunne fx. være et halssmykke jeg fik af min mor, da vi var på Grønland sammen for mere end 25 år siden.
Hun forærede mig et guldvedhæng med et billede af en moskusokse – og sagde til mig, at smykket var et symbol på at jeg var meget stærkere end jeg selv troede jeg var.
Jeg bar det halssmykke i mange år bagefter, og jeg havde helt bevidst taget det om halsen, da jeg skulle føde mit første barn.
Men halssmykket forsvandt dengang jeg havde indbrud i min lille lortebrune skilsmisse-lejlighed (for en million år siden) – og jeg har aldrig set det siden.
Selvfølgelig har jeg tudet af ærgelse over at det forsvandt, for det var kostbart for mig.
Men pointen er, at jeg ikke behøver mit halssmykke for at kunne huske det, som det betød – og stadig betyder – for mig.
Jeg er ikke knyttet til den fysiske ting, men til den glæde og oplevelse det har været at eje den, dengang den var her. Og en stor taknemmelighed over at jeg havde den, selvom det kun var for en stund.

Nej, jeg er nok ikke så knyttet til ting længere. Ikke så meget, som jeg har været. Jeg ønsker at omgive mig med ting, der betyder noget, og skære alt det overflødige og ligegyldige ‘tingeltangel’ væk.

Vi er så småt ved at være klar til at rykke ind i vores dejlige, nye, fine og lille hus.

Vi har – og hold lige fast – pakket lige omkring 30 flyttekasser.
Så lidt tager vi med os!
(Normalt plejer man at sige, at et almindeligt parcelhus med en familie på 4 fylder ca. 60-80 flyttekasser)
Jeg står og kigger på de kasser, og ved helt ind i sjælen, at de ejendele som vi flytter med er lige præcis dem, som gør os HELT vildt glade.

Det er kun de smukkeste ting, de mest nyttige ting, og de ting der betyder allermest for os, som vi bærer med over i vores VORES vores hus.

Sådan kan jeg godt lide at slutte af, her på Kildevej. Og jeg glæder mig over, at det er sådan vi starter vores eget, ægte liv i Sangriahuset.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *