Kunsten at mindes #98


Hvileløse fortællinger, Skrivekløe, Sorg / torsdag, april 12th, 2018

Lås det væk, sagde han. Eller måske råbte han det. Af raseri og afmagt. Lås det væk.
Bare det, at han besluttede at låse hendes ejendele væk i mere end 50 år, gør sorgen så levende. Så realistisk og forholdbar.
Jeg tror næsten jeg kan se ham for mig, den kæmpestore mand. Hulkende. Ikke en mand, der skjulte sine følelser, ham Diego.
Da hun endelig forsvandt.
Lås det væk.
I et af husets bedeværelser blev det efterladt. Hendes badedragt. Hendes cigaretetui. Benprotesen. Neglelakken.
Enhver der kigger på ejendelene i dag behøver ikke engang spørge, hvem de tilhørte. Farvestrålende, selviscenesættende, æstetisk mættede, kompromisløse.
I 50 år var hendes dimser og ejendele låst borte.
Der må først låses op mindst 15 år efter jeg er død, sagde han. Måske buldrede han endda, da han sagde det. Måske slog han endda i bordet? Den tanke kan jeg godt lide.
I 50 år lå Fridas ejendele uberørte på et badeværelse,
Hvem mon havde valgt, hvilke ting der fortjente at blive spærrer inde i det flisebelage mausoleum? Hvem låste døren? Mon de smed nøglen væk – eller besluttede de sig bare for fuldstændig at mure mindet og sorgen inde?
Jeg tænker tit på Fridas ejendele på det badeværelse. På den mand, der forsøgte at bevare essensen af hende. Duften af hende, måske. Følelsen af, at hun stadig var der.
Indtil den dag, hvor sorgen endelig var falmet nok til at blive låst op.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *