Kvalmende kærlighed

Åruhgg… kvalme…

TUSINDE tusinde tusinde tak for jeres kæmpe-dejlige hilsner, både her og på facebook og mails og tanker (jo jo – dem mærker jeg skam også!)

Det er jo lidt spøjs, for jeg skriver jo ikke blog for at skabe en ‘se-mig’-attitude – og det kommer stadig vildt bag på mig at der er så mange af jer som føler det er hilsner og gode tanker værd, når jeg skriver noget I kan relatere til.

Tak altså. Selvom jeg måske ikke får sagt det tit nok så gør det mig virkelig glad at I er her!

Nå ja. Men hey.

Jeg er sgu gravid. Sgu.

Kan I lige høre mig?

‘Jeg skal ikke have flere børn’

‘Arh-HARJ – tre børn er sgu rigeligt’

‘Jesus, hvor er jeg lykkelig over ikke at have små børn længere’

Ja ja. Jeg ved det godt.

Men nogen gange sker der altså de der småting der gør, at man ændrer holdning. Igen.

(For som bekendt skulle jeg jo heller ikke have nummer tre…)

Og én af de ting der skete går under betegnelsen Fyrbøder. Min elskede helt.

Ham der får alting til at slå gnister i mig, ham der altid bærer brænde til mit bål, og nænsomt pusler om mig og min kærlighed.

Han er det mest vidunderlige menneske jeg kender – så generøs med sin kærlighed og omsorg, så empatisk og lyttende, så vidende og samtidig så naiv.

Han rummer alle aldre på én gang, og jeg er stadig lige forundret over den måde han tænker og forstår verden på.

En mand som ham kan ikke gå gennem sit liv uden at være nogens far!

Han er far til 3. Bonus. Og han møder dem med den samme kærlighed (og vilje!) som havde de været hans egne.

Men han skal ha én, skal han! Hans barn, som kommer til at bære hans gener og hans navn.

Det blev pludselig en af de vigtigste tanker der fyldte mit hjerte – og når man har det sådan er der ikke andet at gøre end at… gøre…

Så vi gjorde. Gjorde vi. Og så gjorde et par celler noget de gerne måtte.

Og nu gør jeg så til gengæld ikke meget andet end at ligge fladt i min sofa, ramt af svimmelhed og hjerteflimmer.

I vikeligheden er jeg overhovedet ikke særligt gravid.

Kun lige akkurat så gravid, at der ligge et par celler på størrelse med en æblekerne og svømmer rundt.

Lige præcis så gravid, at et mikroskopisk hjerte er begyndt at slå i dobbelt takt med mit.

Men lige akkurat så gravid, at hele systemet svømmer over af kvalmende kærlighed til det hele. Og mest til ham, Fyrbøderen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *