Leap of faith!


Forandringsaktivist, Hverdagsjunkie, Optimalt udfordret, Skab dig! / søndag, september 28th, 2014

Det er lige præcis så hjerteskærende udfordrende og godtgørende, som jeg havde forventet.

Coachforløbet. Hjertebanken.
Mange af de følelser der dukker op føles umiskendeligt som dem, jeg mærkede da jeg havde det allerværst, var allemest sårbar, depressiv, forvirret og ulykkelig.
Det skræmmer mig af helvede til.
Men når jeg kigger på dem, følelserne, så kan jeg godt mærke, at de er anderledes. Jeg er anderledes.
Jeg er ikke bange for, hvad de gør ved mig. Helt fysisk mærkes de anderledes.
Knap så skarpe. Knap så farlige.
Jeg genkender angsten og bekymringen, men opfatter samtidig meget klart, at de ikke vælter mig omkuld og sparker løs på mig, mens jeg ligger ned.
Ikke denne gang. Det får de ikke lov til.
Det er nemlig mig, der selv har valgt at gå derhen denne gang.
Jeg har selv taget springet. The big leap of faith – i mangel af en bedre formulering på dansk.
Jeg har følt mig så mega blokeret i lang tid efterhånden. Haft svært ved at finde ordene, og når de endelig kom, har jeg ikke haft modet til at gå med dem – hele vejen.
Jeg har været uhørt kritisk overfor mig selv. Talt grimt om dét jeg har skrevet til mig selv. Kritiseret og rakket ned. Peget på alle fejlene, rystet på hovedet over hvor ligegyldigt det har været. Sammenlignet med ting, jeg tidligere har skrevet og peget alle de steder ud, hvor jeg i hvert fald ikke har ramt den samme nerve, den samme intensitet. Sammenlignet med alle andre, der skriver – og peget på alt det de kan, som jeg bestemt ikke kan.
Det er rædselsfuldt at have det sådan, skulle jeg lige hilse og sige.
Og jeg har været hunderæd, for at den der indre kritiker måske havde ret.
Til sidst blev det faktisk sådan, at jeg ikke engang fik ideerne til at gnistre – for selv en idé kunne jeg tale  langt ned under gulvbrædderne.
Jeg leder stadig efter en logisk forklaring på, hvad det er som har blokeret mig, og flyttet mit mod til at skrive (og være) ægte, ærlig, autentisk.
Jeg kan ikke finde en enkel forklaring. Lige nu øver jeg mig i at acceptere, at der ikke nødvendigvis behøver være en enkel forklaring – men at det bare er sådan tingene er.
Men jeg nægter at acceptere, at det skal blive ved med at være sådan.
Den virkelighed vil jeg ikke bare lade stå uimodsagt. Sgu!
Fyrbøderen sagde noget til mig i går, som virkelig rystede mig – på den der måde, man kun ryster, når man føler sig utrolig set og anerkendt.
Han sagde: “Trine, du flygter jo ikke fra tingene, ikke engang når de gør ondt. Når du får et slag, så dukker du dig ikke – tværtimod, du bliver jo stående og tager imod, og læner dig oven i købet direkte ind i det.”
Han har ret. Og det er derfor jeg bliver nødt til at skrive igen.
Den mur der er vokset frem foran mig er lige så høj som den er bred.
Jeg kan gå og gå til begge sider, uden at finde en vej udenom den. Jeg kan ikke grave mig under, og jeg kan ikke hoppe over den.
Jeg har forsøgt (og guderne skal vide, at jeg har forsøgt!) at løbe den frontalt ned, den ene gang efter den anden. Igen og igen har jeg knaldet hovedet direkte ind i den.
Men sådan en mur kan simpelthen ikke løbes ned, uanset hvor mange gange jeg prøver.
Så nu bygger jeg en stige i stedet for.
Jeg kan ikke bygge den alene, så meget blev klart for mig – og holdnuop, hvor kan jeg allerede mærke, at coachforløbet sætter det byggeri i gang.
Og så… så sker der ting, som lige præcis sker på de helt rigtige tidspunkter.
Jeg er holdt op med at spørge hvordan det hænger sammen, for det gør det bare.
Så i går mødtes jeg med en virkelig talentfuld og superinspirerende illustrator, som for noget tid siden fik lov til at læse én af de historier jeg har skrevet. Og med i lommen havde hun to fantastiske billeder – af min fortælling.
Hendes smukke illustrationer ramte mig lige i hjertekulen.
Historien handler nemlig om at blive set, som den man er – og turde vise sine sande farver.
Jeg skrev den for et stykke tid siden, da jeg sad og slog mig selv i hovedet med alt dét, jeg ikke synes jeg kunne, og alle de ord jeg ikke mestrede.
Det kostede mig meget mod i det hele taget at vise hende historien, og alligevel har hun ramt den så fint og så inderligt med sin streg.
Jo, måske virker det bedst at kalde det et leap of faith.
For jeg glemte muren for en stund, og sprang ud i noget, jeg ikke vidste hvad var. Og nu sidder jeg med en illustreret historie i hænderne, som fortjener at blive holdt af og læst – fordi den allerede virker. Især på mig.
(Visited 10 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *