Lost #133

Jeg vidste godt, jeg stod midt i et chok.
Skilsmissen var pludselig så konkret og uundgåelig.
Det hele virkede vakuumagtigt i al sin fortættethed, og jeg stod ved siden af mig selv, så på mig selv, iagttog hele det groteske scenarie, der udspillede sig for øjnene af mig.

Jeg var lammet. Pakket ind i en dyne af fortættet, omklamrende ingenting, der klistrede sig til alle mine sanser. Jeg følte alt på én gang, og kunne allligevel ikke mærke noget. Ingen sult. Ingen gråd. Ingen ro. Ingenting.

Jeg vidste det godt.
Kunne ikke udholde tanken om at tiden var gået. Slut. Og den tid, der skulle komme var ubærlig at forestille sig.
Jeg vidste jeg måtte slås mig ud af chokket.

Så en ganske almindelig dag i et ganske almindeligt hus låste jeg døren efter mig.
Skelede lidt til naboerne. Og gik hen til anlægget. Jeg vidste hvilken cd jeg skulle sætte på; jeg vidste endda hvilket nummer der ville slå hul på mig.
Men det var så svært, og jeg nåede at ryge et par smøger med cd’en i hånden, inden jeg overhovedet kunne sætte den på.

Gulvet var hårdt under mig. På en underlig måde gav det mig ro at ligge dér og stirre op i lysekronen, mens guitaren begyndte at vræle ud af højtalerne.

Det første skrig var det sværeste. At høre sin egen stemme, så rå, så ukendt, så afmægtig.
Jeg var på nippet til at give op lige dér, men gulvet holdt mig fast. Og jeg skreg igen. Over and over. Når luften forlod mine lunger, tog mine hænder og fødder over og hamrede i gulvet, indtil jeg igen havde kræfter til at skrige.

Jeg skreg til der ikke var andet tilbage i mig end tom, tæt træthed.
Og gråd.

I aften skal jeg høre Carpark North igen.
Der er ét af deres numre, som har den helt afgørende plads i mit hjerte. Fordi det er det eneste nummer i verden man kan skrige sig hæs til, når smerten over at være alene bliver for voldsom.

No Comments

    Leave a Comment