Mellem flyttekasser, monstre og panik

En uge kom, og en uge gik – ledsaget af de evindelige spørgsmål om jeg mon spildte dette øjeblik, dette liv.

Hej hej.

Jeg kender dig igen, du gamle monster. Men du skræmmer mig ikke længere, så meget forstod jeg dog i den uge jeg brugte op, allerede inden den kom igang.

Mit hjerte har fundet mere fred, ét eller andet sted mellem flyttekasserne. Måske var det Fyrbøderens hånd, måske var det Babyens latter, måske var det de store børns knus. Måske var det bare kombinationen af det hele.

Det gik op for mig, dér mellem flyttekasser og panik, hvad det her det handler om!

Det handler ikke om stress. Heller ikke om angsten for at blive depressiv igen. Det handler faktisk ikke engang om noget rigtig farligt, selvom hele mit system strittede imod af angst – for de gamle monstre er ikke lige sådan at slippe af med.

Jeg fik trukket monsteret op af hatten i den uge som gik, og kigget det godt og grundigt i øjnene. Det var nemlig slet ikke så grimt og grumt, selvom det virkelig prøvede at puste sig op og se truende ud.

Jeg blev bange, da monstret begyndte at røre på sig. Angsten for afgrunden sætter sine spor, og enhver der har prøvet det, vil vide hvad jeg mener.

Angst er irrationel, og reaktionerne er derfor mindst lige så ulogiske. Man kan ikke bare lige tale angsten til ro. Den må aes og nusses og beroliges med omsorg. Masser af omsorg.

Og så skal angsten fodres med løfter, om at det ikke er så farligt som det umiddelbart ser ud.

For at vise min angst at monstret ikke var så farligt endda, blev jeg nødt til at være modig nok til at hive monstret frem og se det i øjnene. Det strittede imod, men jeg er blevet dygtigere til at tæmme mine monstre, så ud kom det. Med hiv og sving og hjertebanken.

Og dér stod det, og var netop slet ikke så gruopvækkende, som jeg havde fået bildt både mig selv og min angst ind.

Jeg er ikke ved at gå i stykker. Jeg skal nok klare mig.

Men monstret er der dog stadig – uanset hvor lille og hyggeligt det er – og jeg bliver nødt til at finde et middel til at få det til at forsvinde.

Det giver så fin mening, at det er nu det begynder at røre på sig, dette lille monster.

Jeg har brugt så mange år på at finde den fred og den kærlighed jeg mærker i hele mit liv. Og nu, hvor freden og glæden og kærligheden har fundet sit sted at bo – er der andre ting, som har været pakket væk i nogle år, der trænger til at blive taget hånd om.

Det handler om balancen i privatliv og arbejdsliv.

Så enkelt er det faktisk.

Det monster skal jeg nok få tæmmet, og jeg er ikke længere angst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *