Min egen bindegale makker


Bøger, Forandringsaktivist, Kreativitet, Skab dig! / onsdag, juni 17th, 2015

Det var en fuldstændig sindsyg dag i går.

Måske ikke udenpå – ude i den virkelige verden.

Men indeni føltes det som om jeg dansede rundt i tylskørt på glødende lava, med en kæmpestor lyserød drink i hånden. Med parapy i, that is! Uden at spilde…

Det var en hektisk dag.

Jeg fløj rundt med strik hængende efter mig i lange baner, og forsøgte at koordinere både fotografen, overblikket, stylingen, frokosten, børnemodellerne, tidsplanen og mit lava-dansende-hjerte.

Glødende. Brændende. Dansende. Jublende. Angstdirrende.

(Der er både billeder og updates fra fotoshoot lige her)

 

Det er så vildt! Det er det altså.

For i går – i går! – stod jeg pludselig med det hele mellem hænderne og SÅ, hvordan alt dét som indtil nu kun har været luftige fantasier og hemmelige dokumenter på computeren blev til virkelighed, lige dér for øjnene af mig.

Første gang det gik op for mig, at man rent faktisk kunne overveje at lave en bog, var dengang for 1000 år siden, da jeg gik på seminariet.

Min sjælefrænde-veninde og jeg talte om, at det kunne være sjovt at lave en anderledes strikkebog. Vi fandt ideer og inspiration i magasiner, tesktilprøver og på nettet (ja, det var før Pinterest. Endda før Facebook, forstå det hvem der kan! 😉 – og klippede klistrede det hele ind i en notesbog, hvor vi gjorde os mange overvejelser om hvem, der ville synes sådan en strikkebog kunne være sjov at udgive.

Det var så vidunderligt at deles om det. At vi i fællesskab kunne sidde og kigge på den bog, vores fælles drøm, som jo næsten lå der i noterne og føltes som virkelighed.

Det er så trygt og rart, når man har nogen at følges med. Nogen, som kan se det samme som én selv. Nogen, der udfordrer. Motiverer. Anerkender. Står lige ved siden af. Går med.

Men som det ofte sker, så drejede verden en halv omgang. Og der gik tid. Og hun forsvandt.

Jeg har været en del af fællesskabet hele mit liv.

Min barndom har været præget af fællesskabet med min familie, mine søskende. Og da jeg blev teenager fandt jeg fællesskabet sammen med den mand, som jeg senere giftede mig og fik 3 børn sammen med. I min studietid havde jeg fællesskabet sammen med sjælefrænde-veninden. I min skilsmisse fandt jeg fællesskab med andre, hvis situation lignede min egen.

Jeg har et helt særligt, nærende fællesskab med min Fyrbøder. Jeg har online fællesskaber der føles som rigtige ægte veninder, IRL fællesskaber, tætte veninder og netværk, jeg har fællesskab med de dejligste kolleger i både det ene og det andet firma jeg arbejder for. Og så videre. Og så videre.

Fællesskaber.

Jeg næres og drives af fællesskabet. Jeg har brug for fællesskab for at føle mig tryg og elsket og imødekommet. Og for at have et sted at øse noget af al den kærlighed tilbage, som jeg nogen gange synes jeg er ved at flyde over med.

Jeg tror jo – helt grundkerne-overbevisning – at vi i fællesskab kan skabe noget, som er større end det vi hver især kan hver for sig.

Men måske? Måske har jeg været så stædigt insisterende på at ville være ‘fælles’ om alting, at jeg har glemt hvordan man står selv?

Måske er det en hønen eller ægget – ting. Jeg ved det ikke.

Jeg har været så bange, SÅ bange for at stå selv. Og det er pudsigt, ik? For selvom jeg godt ved jeg kan, så har jeg ikke turde.

Måske også til dels, fordi jeg har været overbekymret for om ‘fællesskaberne’ ville opfatte det som noget ekstremt egoistisk, noget virkelig u-elskeligt, hvis jeg tillod mig at gøre noget selv.

Jeg tror faktisk, jeg har været så bange for at skulle se mig selv i øjnene, gå vejen selv, at det har været den største blokering af dem alle.

Det var en meget voldsom og stor sorg for mig at miste fællesskabet med min sjælefrænde-veninde dengang.

Hun var min kreative makker. Min bindegale strikke-fabulere-filosofere-vi-gør-det-sgu!-makker. Jeg sagde: “Hey, jeg har en vild idé”, og hun sagde “Spejl!”.

Jeg tror ikke jeg forstod dengang, hvor omfattende det var. Men jeg tror, at jeg begynder at forstå det nu.

Alle de drømme vi delte. Al den sparring og gensidige udveksling af de faglige eksplosioner, kreative processer og følelser.

Af alle de fællesskaber jeg stod i – så var fællesskabet med hende dét, der kom tættest på ‘mig’. Vi lignede hinanden så meget, at det næsten kunne være svært at skelne mellem hendes tanker og mine egne. Hvor hun sluttede og jeg begyndte.

Det var så trygt. Så uendelig lykkeligt. At kunne dele, ligne, hjælpe, støtte sig op ad.

Hun var det spejl, som jeg havde allermest brug for dengang – for at turde kigge mine kreative, vidtflyvende, crazy ideer i øjnene. Det blev nemmere at turde se på, når hun stod der overfor mig og spejelde sig den anden vej.

Men bagside af den slags symbiotisk fællesskab er forblændelsen af, at man intet kan uden den anden. At det faktisk betyder, at man ikke længere kan skelne sine egne tanker og følelser fra den andens. Jeg troede jo ikke jeg kunne selv – da jeg ikke længere havde hende at støtte mig op ad.

Det har taget mig 13 år at komme hertil.

Hvor jeg i går stod og kiggede på at min drøm – MIN drøm, og MIN bog – blev til billeder og virkelighed, lige dér for øjnene af mig.

Det er både meget meget stor stolthed, og en udendelig sørgmodighed der fylder mig.

Jeg tror måske i virkeligheden aldrig jeg bliver helt færdig med at sørge over tabet af hende. Fordi hun fik mig til at føle mig mindre alene i min crazy, vidtflyvende kreative skabertrang.

Men jeg tror også det har været utrolig vigtigt for mig at lære, at jeg godt kan stå selv. At jeg turde gå hele vejen – kun med mig selv som min egen bindegale strikke-fabulere-filosofere-jeg-gør-det-sgu!-makker.

Jo. Jeg er både stolt og sørgmodig i dag.

Jeg vil gerne dele.

Alt, faktisk.

Med dem som har mandsmod og hjerte til at turde dele med mig.

De allerstørste følelser. De crazy ideer. De vidtflyvende, fabulerende, endeløse overvejelser. Afmagten. Vegelsindet. Stemningsskiftene. Kærligheden. Skabertrangen. Glædesrusen. Sørgmodigheden. Usikkerheden og ukueligheden. Det hele.

Men jeg tror det har været så utrolig vigtigt, så utrolig sundt for mig at lære, at min vigtigste makker – er mig!

(Visited 6 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *