Modig #190

“Du er så modig”.
Han kigger på hende med en let panderynken. Som om det i virkeligheden slet ikke var en kompliment. Det var det måske heller ikke.

Hun kan slet ikke aflæse ham lige nu. Hans blik er mørkt og granskende. Hun skutter sig lidt i de skygger hans blik søger. “Jeg er ikke modig”, svarer hun sagte. “Jeg ved ikke, hvad mod er. Jeg ved bare, jeg bliver nødt til at gøre det mit hjerte fortæller mig.”

“Dit hjerte.” siger han til sig selv med mørke i øjnene og i sine ord.

Luna smiler undskyldende til ham og forsøger at række ud efter hans hånd. Han ser hende ikke, og hendes hånd hænger tomt i luften.

En uro kribler på hendes tunge. Hun mærkede den allerede i støvet i opgangen, så den allerede i folderne på hans helt rene, lyseblå skjorte.
“Jeg er bange hele tiden”, hvisker hun undskyldende til ham. “Forstår du, hvordan det er?”
Hans mørke øjne hænger ved hendes ord, som projektører. Udstiller dem, afslører dem, så skarpt at hun skammer sig, allerede inden sætningen har forladt hendes silkemund.
“Jeg er så bange hele tiden, at det eneste jeg kan, er at være modig.”
Tavs iagttager han hende. Så rejser han sig og går ud i køkkenet med de to tallerkner. Da han kommer tilbage er hun væk. Han kan høre hendes lette fødder i opgangen.

“Dit hjerte”, hvisker han til skyggerne, og går i seng.

Da Jørgen vågner i mørket ved han, at der er noget galt. Noget helt helt helt galt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *