Muggen Røv

Jeg er så træt, så fucking forbandet træt af mit klædeskab.

Bevares, der er tøj på alle bøjler og der gemmer sig for tusindvis af kroner i skuffer og på hylder. Men altså…

For nylig var jeg på lejrskole, og efter hjemkomst og store gensynsglæde fik vi billederne fra turen at se. En hel masse hyggelige billeder af børn der leger og voksne der hygger sig. Så langt så godt.

Men mere end én gang tog jeg mig selv i at blive overrasket når jeg så mig selv på et billede. Hvem var dog det kedelige kvindemenneske med slasket hår og jordfarvede gevanter?

Det var som om jeg først med et mikrosekunds forsinkelse blev klar over at det rent faktisk var mig selv jeg sad og kiggede på.

Er det ikke vildt underligt – jeg lignede slet, slet ikke mig selv?

Men ved nærmere eftertanke må jeg indrømme at det ikke var billederne der var falske – men tilgengæld mit selvbillede der trænger til at blive stillet i fokus.

Jeg TROR at jeg er i stand til at spotte tendenser og fortolke dem i min egen påklædning. Jeg er helt OVERBEVIST om at jeg har flair for at sætte farver sammen. Jeg er SIKKER på at mit tøj afspejler mit individuelle, kreative og småfjollede sindelag. Jeg MENER 100 % sikkert at jeg husker at tage noget på hver dag, som jeg selv har skabt.

Selvfølgelig. Sådan er jeg jo. Det er jo min stil. Det VED jeg…..!!!!!

Men billederne viste mig noget andet.

Jeg var chokeret over hvad jeg så: Jeg så mildest talt en smule smånusset ud. Slaskehår. Kedelige farver, og tøj som godt kunne kaldes stanglækkert og topsmart – for et par år og 240 gang maskinvask siden.

Jeg gik bagefter en tur gennem min garderobe med de kyniske briller på, og mere end 1/3 ville jeg – ærlig talt – ikke købe i en genbrugsbutik fordi standen var for dårlig, for slidt, for falmet.

Hmm, det er så her mit selvbillede halter: jeg har faktisk ikke en skid fornemmelse af hvordan jeg i virkeligheden går rundt og ser ud….

Nu har jeg i 1 uge lavet et lille eksperiment:

Hver gang jeg har brugt en beklædningsdel lægger jeg den i en særskilt bunke, og nu efter der er gået noget tid kan jeg tydeligt se, at jeg stort set kun går i 1 par jeans og 2 af mine cardigans.

…Jeg er simpelthen holdt op med at spekulere over hvad jeg tager på af tøj i hverdagen. …Gulp. Det havde jeg fandme aldrig troet, og pludselig er det mere tydeligt hvorfor mit selvbillede står forpustet ovre i hjørnet og forsøger at komme til hægterne igen.

I 1½ år har jeg holdt igen, taget mig i agt for Svinet, og kun undt mig selv små køb i genbrugsbutikker og de obligatoriske t-shirts i H&M. (Så tror sgu da pokker at mit klædeskab ikke inspirerer mig!)

Efter 1½ år med FinansGrisen som husdyr og absolut minus på kontoen har jeg glemt hvordan man gør. Jeg har lært at lade mig nøjes…

Skyklapper på, hængelås på dankortet.

Forstå mig ret – jeg finder det absolut ikke nødvendigt at være helt fremme på beatet, at kunne bevæge sig skråsikkert rundt i de seneste trends, eller vide lige præcis hvilken farve der bliver den helt, helt store næste år. Det er ikke prisen på tøjet eller mærket i nakken der betyder om jeg bliver vild med det.

Men omvendt – jeg har efterhånden totalt mistet mit blik for hvad der rører sig lige nu. Er det stadig lilla der er fedt? Er vi færdige med at gå med nitter?

Mens jeg langsomt har overhalet mit selvbillede har jeg også tabt min fornemmelse af hvordan man gør. Hvad er det egentlig jeg står og mangler? Hvad er det egentlig jeg godt kan lide?

Nu er jeg blevet så god til at nøjes, at det er vildt svært at finde ud af hvad jeg har lyst til?

What the F&%# ??

Én ting står i hvert fald klart… Mit selvbillede trænger til en justering, og jeg trænger til at smide de gamle klude ud, så der kan blive plads til nye dejligheder og – måske hvis jeg er heldig – ligefrem en lille smule glæde ved at klæde mig på hver dag?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *