My Golden Lady #54


Hvileløse fortællinger, Skrivekløe, Tankespind / tirsdag, februar 20th, 2018

Der var engang, hvor jeg så Elizabeth Taylor som Cleopatra for første gang.
Og for anden gang. Og tredje, fjerde og femte!

Mine veninder talte om Dirty Dancing. Jeg anede ikke hvad de mente.
Det eneste jeg vidste var, at jeg ville være som hende, når jeg engang blev voksen;
Ubeskriveligt smuk. Ubeskriveligt forkælet. Ubeskriveligt rig.
Jeg hang ved hendes replikker, og jeg efterabede hendes mimik og bevægelser, som den lille sultne copycat, jeg var.

Jeg ville eje alt hvad hun bar i den film. Alt!

Altså – ikke for at gå med det, vel? Så modig troede jeg alligevel aldrig jeg ville blive! Men måske bare for at have det liggende i en skuffe, så man kunne finde det frem og ae det lidt engang imellem?
Indtil den dag ville oprinde, hvor min egen Richard Burton ville dukke op i sine håndsyede sandaler og purpurrøde kofte – og jeg ville male de perfekte sfinks-øjne, iklæde mig de gyldne rober – for til sidst at lade mig rulle ind i et kostbart tæppe og levere til ham, min udkårne, som et lille forgyldt trofæ.

Det er ikke nødvendigt at tilføje, at intet af dette nogensinde skete, vel?
Jeg så Elizabeth vokse fra forkælet faraodatter til besindig regent – om og om og om igen.
Og imens voksede jeg selv langsomt fra illusionen om at være både rig, forkælet og klædt i guld fra top til tå – og det er vist i grunden meget sundt.
Til gengæld kan jeg stadig tegne de vildeste sfinksøjne.
Og Elizabeth vil til hver en tid vinde over Baby – hvis du ellers spørger mig! ✨

(Visited 10 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *