Nåede min deadline!


Bøger, Strik / onsdag, juli 1st, 2015

Og afsted røg det. Manuskriptet.

Indeni føles det…. vildt!!! Crazy!!! Som jordskred i tordenvejr, som hurlumhejhuse og rutchebaner.
Udenpå… hmmm… Not so much.

Sendte en mail. Svusssjjjjj. Drak en øl. Gik ud i solen og hjem til hele børneflokken. Spiste lidt pasta. Læste lidt højt, sang et par godnatsange – og .. tja… gik tidligt i seng.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet?
At der ville stå en parade klar med konfettirør og klapsalver?
Men det er jo fuldstændig usynligt for den ydre verden, at jeg FUCKING! NÅEDE! MIN! DEADLINE!

Den vildeste deadline, jeg nogensinde har stået med. Fuldstændig alene.

Det hele er nærmest foregået inde i mit hoved – og selvfølgelig har jeg plabret løs til alle, som har gidet høre på mig.
Men målet. Afslutningen. Deadlinen. Den har kun været min. Min alene.

Og i dag sidder jeg og kigger lidt tomt ud i luften, tror jeg.

Der er stadig ting, der skal gøres. Bogen er bestemt ikke færdig endnu – men nu er størstedelen af mit arbejde gjort.
Men jeg er færdig. Færdig!
JEG nåede det. JEG gjorde dét, som jeg havde sat mig for at jeg ville gøre!

Jeg har tvivlet meget. Kæft, jeg har tvivlet!

Og tudet af angst over både afslutninger, og følelsen af at hele min faglighed er på spil med den her bog. Jeg er gået ind og ud af panik, så det nærmest har været helt hverdagsagtigt at smelte fuldstændig midt på gulvet, for fødderne af hvem som helst, der bare lige har vovet at spørge mig, hvordan det stod til.

Og alle jeg kender, som arbejder med kreative processer, har fortalt mig, at det er fuldstændig ravende normalt. Det panikker mig også en lille smule – og samtidig trøster det mig en del.
At det rent faktisk ikke er mig, der er mere bims end jeg plejer – men at reaktionen er helt naturlig, fordi der er så meget på spil, når man øser sig selv og alle sine intentioner ned i en bog.

Fyrbøderen sagde det til mig i går. “Det har nok været den mest heftige deadline, jeg nogensinde har set”, sagde han.

Han var ikke spor bebrejdende (sådan noget gør han det slet ikke i, den dejlige mand. Jeg tror faktisk slet ikke han kan finde ud af den slags), men jeg hørte det godt, alligevel.

Det HAR været den mest heftige deadline. Nogensinde.

Jeg kan mærke det på børnene, der har hevet lidt ekstra meget i mig de seneste uger. På min familie og mine veninder, der er begyndt at spørge, hvor katten jeg mon blev af? På hele strømmen af nyheder og informationer, som er gået fuldstændig hen over hovedet på mig.

Men hold op, hvor er jeg også bare vildt stolt. Allermest på indersiden.

Og når jeg lige om lidt er færdig med at sidde og stirre lidt tomt ud i luften, så går det formentlig op for mig, at det er blevet sommer, og børnene har fri, og vejret er smukt, og vi har i øvrigt fået alt for få is.

 

 

(Visited 8 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *