Når en gammel cirkushest lugter savsmuld

Og så kom dagen, hvor Den Gamle Cirkushest fik striglet pelsen, renset hovene og kom i det nypudsede seletøj. Tilbage i manegen med dig!

Godt pyntet med strudsefjer (lånte!) og et påklistret hestegrin galoperede jeg ned til første dag som ‘depressions- og stressramt, men nu aktiv på den depressive måde’-kursus.

Ok, jeg prøver at lave skæg med det, men for at være helt ærlig – jeg har sgu klattet mere end én hestepære af angst over at forlade staldens lune hø og de faste måltider!

Men afsted skulle jeg, selvom jeg hev og sled i tøjret, og ikke var helt så meget for at springe ud i det.

Det Store Cirkus lignede egentlig sig selv. På en måde.

Og på en anden måde var det noget helt andet end det jeg husker.

Selvfølgelig var der nye dyrepassere. Det er klart. Og der var også andre væsner, store, små, triste og glade – med alle deres særheder og charmer. Og der var havre. Uhm. Havre kan vi li, det blev vi hurtigt enige om!

Men Det Store Cirkus er stadig bare Det Store Cirkus.

Nu bare med cirkus-coach og åndedrætsøvelser. Og belønninger!

Jeg har ikke altid haft de mest fantastiske oplevelser med at være en cirkushest.

I starten, i min føl-tid, synes jeg det var sjovt og noget jeg kunne lege lidt med. Jeg lærte noget nyt og blev udfordret på den sjove måde. Det var sjovt, og jeg husker egentlig at jeg lo en del og sprang rundt og lavede krumspring, egentlig bare fordi jeg kunne.

Jeg nød ansvaret, dengang. Fordi jeg følte at ansvar var noget jeg kunne være stolt af – noget som blev mig betroet, fordi jeg var dygtig og fordi dyrepasseren kunne se at jeg var god til at være i manegen.

Jeg følte faktisk også at jeg havde lov til at begå fejl – jeg var jo et føl, og føl er kåde og laver krumspring, men gør det aldrig i en ond mening.

Føl er jo bare føl, og jeg kunne li at være et føl og få lov til at eksperimentere og gøre alle de krumspring det var muligt for at leve op til det ansvar jeg blev betroet, og som jeg var så stolt af.

Men det ændrede sig. Jeg har svært ved at sætte finger på hvornår, og jeg har selvfølgelig skiftet både dyrepassere og maneger ud et par gange, så det har ikke bare være én specifik forestilling der har ændret tingene.

Men de ændrede sig, og nu hvor jeg føler jeg er en gammel og sur krikke er ansvar ikke længere noget jeg nyder.

Ansvar er noget som jeg altid har fået pålagt og selv taget – fordi der som regel ikke var andre der gad/ville/kunne/synes det var deres opgave/ osv osv.

Selvfølgelig har jeg også haft mine egne cirkusnumre, som jeg selv har skulle indøve og mestre – og oftest i samarbejde med de forskellige dyrepassere (selvom jeg mere end én gang har følt mig temmelig overladt til mig selv i mit forsøg på at træne og øve!)

Men ansvaret for både mine egne og andres cirkusnumre kom pludselig til at fylde alt, alt for meget i min bevidsthed, og der var bare ikke længere tid til at lave krumspring, og der var ikke mod og styrke til at føle sig som et føl igen.

Så jeg holdt op med at lave krumspring. Jeg holdt op med at lege og eksperimentere. Jeg holdt op med at grine, og – nærmest det allerværste – jeg holdt op med at tro på, at det er i orden at lave fejl.

At det er i orden at jeg laver fejl…

Føllet forsvandt. Det sjove forsvandt. Og jeg blev en gammel sur krikke, som ikke var rar at være sammen med. (Spørg bare ham den anden hest, jeg plejede at dele bås med!)

Og jeg opdagede det ikke engang selv.

Jeg tog bare mit sædvanlige glimmer-kostume på, klistrede hestegrin i hovedet og sprang rundt i manegen sammen med mine indre, usynlige klovne – og ingen publikummer kunne se hvor påtaget det hele var, og heller ikke engang jeg selv.

Og så lukkede Cirkus. Mit cirkus. Der var ikke én eneste forestilling tilbage i mig.

De andre artister fortsatte. Jeg ved ikke hvordan det lykkes for dem? Men det gjorde de altså. Jeg går ud fra at alle cirkusartister har deres egne måder at håndtere hele menageriet på; nogen formentlig mere sunde end andre.

Jeg kender bare ikke andre numre end mine egne – og jeg vil nu egentlig ikke påstå at de var så gode, at de tåler gentagelse.

Og nu har jeg ligget lidt i den varme hø og sundet mig. Uh, det har været godt. Og tiltrængt.

Jeg ved jo godt, at jeg skal tilbage på hesten (so to speak), men det er svært, når man er bange for det igen bliver mere pisk end gulerod.

Og samtidig ved jeg det jo godt. Jeg er jo ikke SÅ gammel en krikke, at jeg bare kan blive liggende i min bås, hvor hyggelig den end er. Jeg ved jo godt at jeg stadig har mange krumspring i mig, og jeg ved også at jeg kommer til at grine, når først jeg kommer derud og leger med de andre artister ude i manegen.

Jeg er faktisk begyndt at glæde mig lidt igen.

Det er stadig kun lidt, og det er blandet med en sceneskræk som kræver flere sække lokkemad at overvinde.

Og ét eller andet sted skal man jo starte – og hvorfor ikke hos et par dyrepassere, der ved noget om at lokke gamle krikker til at turde hoppe lidt.

Det er i hvertfald sådan jeg har fået det præsenteret, og det er det jeg har valgt at tro på.

Nu må vi se…

I hvertfald var jeg afsted igen, og det var dybt, dybt mærkeligt at have seletøjet på. Og den åndsvage strudsefjer gled hele tiden ned og satte sig skævt på mit hovede.

Men når jeg kiggede mig omkring så de andre lige så skæve ud som mig selv, og det var en trøst.

Måske er der stadig numre i en gammel krikke? Måske er det de gode gamle numre, den gamle cirkushest kan huske og finde frem til – selvom jeg nu ikke tror det er tilfældet.

Måske er det nye, spændende og helt ekstraordinært krumspringende numre sådan en krikke som mig finder på – når først duften af savsmuld begynder at lokke i mine næsebor.

Hvem ved?

Hyp, lille Junkie

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *