Når hjertet husker det hjernen glemmer


Hverdagsjunkie, Kærlighed / onsdag, marts 18th, 2015

Jeg havde bare en mega underlig dag i går.

Rastløs. Irritabel. Forvirret.

Det undrede mig helt vildt meget?

Jeg har ikke (mere end normal) grund til at være hverken forvirret eller rastløs for tiden – faktisk tværtimod. Der er godt flow i både kærligheden og arbejdslivet (ohhh, yaeh! Rigtig godt flow, faktisk!). Så hvorfor pludselig sådan en underlige ikke-dag, lige midt i det hele?

Jeg kunne ikke koncentrere mig om at strikke. Forsøgte at finde strikketøjet frem af flere omgange, men hver gang sad jeg bare og gloede på det, og kunne ikke huske hvad jeg var i gang med?

Så forsøgte jeg at lege lidt med Boblingen. Cirka samme succes-rate. Kaffen smagte mærkeligt. Fyrbøderen irriterede mig. Jeg ville ud og nyde solen, men da jeg kom udenfor var det koldt og træls, og så gad jeg heller ikke dét alligevel.

Hvad fanden skete der lige?

Midt i min forvirring og rastløshed nåede jeg forbi alle de sædvanlige ting på tjeklisten for dårlige dage.

Ja? Tjeklisten! Har du ikke sådan én?

Nå – men det har jeg. Belært af talrige emotionelle erfaringer har jeg efterhånden fundet ud af, at der er visse gengangere, som jeg lige så godt kan tjekke af, inden jeg farer helt op i det røde felt og skaber postyr og rabalder…

Tjeklisten:

1. Kan jeg være gravid?

Ok, den er rimelig åndssvag, måske især fordi jeg ikke længere KAN blive gravid. Men reaktionen lever bare stadig i bedste velgående. Spørgsmålet er, om den tanke ikke er ret nærværende for praktisk talt alle kvinder, der oplever at alting pludselig begynder at opføre sig mærkeligt?

2. Kan jeg være depressiv?

Angsten lever. Hver dag. Fordi jeg aldrig, aldrig, aldrig skal derhen igen. Så alle reaktioner bliver vejet på en lille guldvægt; er det sundt/normalt/realistisk eller ej.

3. Har jeg husket at få noget at spise i dag?

Ja, for jeg glemmer det konstant. Med store humørudsving til følge. Ikke særlig voksent, I know. Men ret almindeligt for mig.

4. Er der noget jeg har glemt at lytte til?

Spole, spole, spole tilbage. Er der noget, som jeg har overset? Et menneske, jeg har glemt at ringe til? En veninde, som trænger til opmærksomhed? Et barn, der har brug for min omsorg. Har jeg kysset min mand i dag? Har jeg husket at fylde energi på mit eget hjerte? Hvad har jeg overset?

… Men.

Tjek tjek tjek tjek.

Der var intet atypisk ved tjeklisten i går. Stadig lige så rablende unormal som jeg plejer.

Og så gik den dag. Sådan lige akkurat, med hiv og sving. Ikke en dag som var noget særligt, eller noget særligt bekymrende. Bare en unormalt træls dag.

 

Til gengæld vågnede jeg i morges, og vidste lige præcis, hvad det var!

I går var det 17. mart.

I går var det 7 år siden min far døde. Lige præcis i går.

Jeg tænker på ham rimelig ofte. Han er allestedsnærværende i min egen opfattelse af, hvem jeg er, når jeg er mig.

Og jeg vidste godt, at datoen nærmede sig – men jeg havde glemt det igen, i min travlhed med at leve. (Og hurra for det, i øvrigt!)

 

Det er vildt besynderligt, er det ikke?

At kroppen husker på den måde?

Det kan godt være, at min hjerne var beskæftiget med en masse andre ting og sager. Men min krop fortalte mig, at dagen i går var forvirret og rastløs. Modløs. Humørsyg. Ked af det.

Forbandet og forunderligt.

Jeg var midt i noget andet, men min krop bad mig stoppe op. Bare lige for en dag. Og da jeg ikke lyttede, så sørgede hele systemet for at stoppe mig alligevel.

Forunderlige hjerte, som husker når hjernen ikke gør.

Forunderlige sorg, som aldrig slutter – men får nye nuancer for hvert nyt år, hvert nyt forår.

(Visited 5 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *