Når krøllede hjerner rydder op

 

Der var fuldstændig stille inde på værelset.
Nej, det passer faktisk ikke – der var ikke helt stille. En sagte mumlen snoede sig dovent ud under dørsprækken, og der lød også en lillebitte skrattende lyd derinde fra.

Min datter på 10 er udstyret med et mundtøj og en krøllet hjerne, som kan efterlade dig fuldstændig tankeforpustet. Hun kan snakke fanden et øre af, og får titusinde ideer på en ganske almindelig dag.
Så når der er stille inde på hendes værelse er der grund til bekymring.

Jeg åbnede døren og stak hovedet ind.
Og dér sad hun, fuldstændig fordybet ved sit skrivebord. Det er i sig selv ikke et særsyn – hun er god til at forsvinde fuldstændig for omverden, når der er noget, der optager hende.

Nej – særsynet var hendes bord.
Det var fuldstændig ryddet. Altså, som i FULDstændig ryddet. Og det samme var i øvrigt også resten af værelset?

Hvor var alt slikpapiret? Hvor var alle dyngerne af tøj blevet af? Hvad var der sket med legoklodserne, dukke-dimserne, æbleskrog, nullermænd, bøger i bunker, krøllede Anders And’er, hele og halve par sko, glimmerpapir og hårelastikker???

Det må have lavet en voldsom høj lyd, da min hage ramte gulvet, for i hvertfald kiggede hun op med det dér ‘Og hvad så?’-blik, som piger på den alder er eksperter i.

– Ja, jeg ryddede op, forklarede hun med en mine der fortalte mig, at det nok var verdens mest indlysende ting. Hvilket det jo nok også var.

Men så sagde hun noget af det klogeste, som jeg har hørt i flere uger:

– Jeg havde lyst til at tegne, men på en måde var det ligesom alt sammen i vejen. Nu, hvor der er helt ryddet på bordet er det blevet nemmere for mig at få nye ideer og koncentrere mig.

Og så vendte hun tilbage til sin lydbog, sit tegnegrej og sit krøllede univers.

Og jeg listede baglæns ud af døren, og nåede lige at tænke, at det godt kan være hendes hjerne er krøllet og hun kan snakke fanden et øre af – men der er altså ét eller andet, som det barn har fattet.