Lykkekløver – Nem hue med mønster (Gratis opskrift)

Nem hue med mønster - Lykkekløver

Nem hue med mønster

Huen er fantastisk nem at strikke.
Det eneste du skal kunne er ret og vrang – så snart du bliver fortrolig med mønstret, så flyver det derud af.

Huen strikkes i to størrelse: barn eller voksen.
Hvis du ønsker en voksenstørrelse, der gerne må sidde lidt tættere om ørene kan du vælg at strikke med pind, der er 1/2-1 nummer mindre.
Børnestørrelsen passer fint til både Bob på 4 og Karen på 11 😉

 

Kan du ikke strikke endnu? 
Så er Den Sorte Strikkeskole – et online strikkekursus for begyndere – lige noget for dig 

 

Lykkekløver - nem hue med mønster, børnestørrelse

Størrelse:
Barn / Voksen

For at strikke huen skal du kunne:
– strikke ret
– strikke vrang
– tage ind
– strikke på rundpind

Garn:
Huen er strikket i 3 forskellige slags garn:

1 tråd i en lidt kraftig uldkvalitet til grundfarven.
2 tråde, som strikkes sammen til mønsterfarven. Den ene tråd er strømpegarn med lange farveskift, den anden tråd et tyndt uldgarn i en tilsvarende farve.

Grundfarve:
Merino Ekstrafine 120  (findes i 60 forskellige farver)

Mønsterfarverne:
1 nøgle Regia Strømpegarn (Det fra Kaffe Fasset) 
1 nøgle Baby Alpaka fra BC Garn 

 

Du skal bruge:

Barn: 3 nøgler i alt: 1 nøgle af grundfarven + 1 nøgle af hver af de to mønsterfarver.
Voksen 4 nøgler i alt: 2 nøgler af grundfarven + 1 nøgle af hver af de to mønsterfarver.


Pind:

Rundpind (eller strømpepinde) nummer 4.
Strik evt. med 1/2 nummer mindre, hvis du ønsker at huen skal sidde tættere om ørene.

 

Nem hue med mønster - Lykkekløver

 

Sådan gør du:

Slå 82 (78) masker op med grundfarven.

Strik 5 cm rib; 1 ret, 1 vrang.
På sidste omgang med ribben tager du 12 (10) masker ud, jævnt fordelt.
Nu har du 94 (88) masker på pinden.

Her starter mønstret.
Det går over 4 omgange, hvor du skifter farve på hver omgang.

1. omgang med grundfarven: Alle masker strikkes ret
2. omgang med mønsterfarven: *1 ret, 1 vrang* – gentages hele omgangen rundt
3. omgang med grundfarven: Alle masker strikkes ret
4. omgang med mønsterfarven: *1 vrang, 1 ret* – gentages hele omgangen rundt

Strik mønster, indtil du har lavet et stykke, der måler 14 (10) cm målt fra ribben.
Slut af med en omgang med grundfarven.

Resten af huen strikkes med grundfarven – og nu begynder afslutningen:

Strik 1 omgang: *7 (6) masker ret, strik 2 ret sammen* – gentag hele omgangen
Strik 1 omgang med alle masker ret.
Strik 1 omgang: *6 (5) masker ret, strik 2 ret sammen* – gentag hele omgangen
Strik 1 omgang med alle masker ret.
Strik 1 omgang: *5 (4) masker ret, strik 2 ret sammen* – gentag hele omgangen.
Strik 1 omgang med alle masker ret.

Fortsæt med at lave indtagninger på denne måde, indtil der er ca. 10 masker tilbage på pinden.
Knæk garnet, træk igennem de sidste masker, stram til, og hæft enden godt.

Hæft alle ender, og lav til sidst en kæmpestor pompon og sy i toppen af huen.

Nem hue med mønster

 

 

Find flere af mine strikkeopskrifter til begyndere her

Rigtig god fornøjelse
Kærlig hilsen Trine

  • No products in the cart.