Noget nyt. Noget lånt. Noget gammelt. Og noget blåt.

Vi var der jo.

Og de var der jo – alle dem vi elsker mest.

Og når kærlighed er stilfærdig behøver man intet andet end et fast greb i ham, som man fra nu af kan kalde sin mand.

Et fast greb om hans hånd. Et fast greb i mit hjerte. Og et ja.

Det handler om hverdagskærlighed. Om ydmygheden over at få lov til at føle sig så rig. Om taknemmelighed over at jeg får lov til at være i så meget kærlighed.

Det er hvad det handler om. Og intet andet end dét.

Hverken store kjoler, vilde planer, kæmpe arrangementer og voldsomme udbasuneringer.

Det handler om kærlighed. Kun kærlighed.

“Om lidt skal vi døbe Laurits, men først er der lige noget vi skal have ordnet”, sagde præsten.

Det var sjovt at tage fusen på familien. Og det føles meget meget smukt og rigtigt og ægte at få lov til at cementere vores liv som hinandens på denne måde.

Og mens jeg stod dér foran alteret og lyttede til Fyrbøderens hjerte der slog så højt, at det fik mit til at synge med – så jeg i et splitsekund de sidste 3-4 år for mit indre blik – og jeg er ikke helt sikker på jeg begriber hvordan det er lykkedes for mig – men jeg har fundet hjem.

Fyrbøderen, min mand, får mig til at ville være den bedste version af mig. Det vil jeg elske ham for, for altid!

(Nåh ja – og BabyBob fik sit navn, men først efter at have skreget sig tværs gennem præstens tale til os, så ingen alligevel kunne høre et ord. Man kan ikke få det hele. Og det er vist meget godt…)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *