Noget om arv #65

Kan vi tale et lille øjeblik om arv?
Den arv, som vi alle er født med, født ind i – og født af.
Hvad kommer først? Musikaliteten eller de instrumenter vi får tildelt i livet at spille på?
Uanset om vi selv griber ud efter det, eller om vi bliver tildelt vores evner, måske endda uden nogensinde at være blevet taget med på råd – så slipper ingen af os udenom at vi tilhører en flok, en forlængelse af os selv, en familie, nogen der er lavet af det samme stof som vi. ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Som Laurits, der sidder og synger selvopfundne sange, mens han klimter på Bedste Birgittes klaver, og alle Morfars guitarer på væggen. Han ved ikke, at han sidder der – midt i sin arv. Han kan sådan set også selv vælge, om den interesserer ham. Men uanset om han forstår det eller vil det – så er det en del af ham. Uanset. ⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Arv er en pudsig størrelse.
Om børnene siger vi, at han har ‘sin fars næse’ eller ‘sit rolige væsen efter sin mormor’.
Det er først når vi ældres, at vi begynder at stille spørgsmål til den arv, som nogen valgte for os.
Hvorfor blev det den her landsdel, som blev vores sted? Har vi i grunden altid været kristne i vores familie? og gad i grunden vide, hvorfor de fleste af os er lærere?
Den slags arv, som vi aldrig rigtig helt stiller spørgsmål ved, men som bare er.
Og vores børn vokser op i musikelskende lærerfamilier, og laver en ny generation af mennesker, med alle de instrumenter at spille på, som vi rækker dem. Uanset om de har lyst til at gribe dem eller ej.
Og vores arv bliver til deres arv.
For arv er tilhørssteder i hjertet, og det behøver i grunden ikke være medfødt eller i det hele taget noget, som har med blodsbeslægtning at gøre.
Arv er et valg, og er aldrig et valg.

Vi er hinandens i de familier og den arv, som vi bliver født ind i, født med og født af. Uanset om vi ender med at kunne én eneste node. 🎵

No Comments

    Leave a Comment