Nybagt #137

“Arhmen, HVAD skal du????”
Min stemme røg helt op i det skingre katalog. Jeg kunne godt selv høre det, men styrken af min panik overraskede også mig, og satte sig øjeblikkeligt på min stemme.
“På arbejde”, svarede han tålmodigt. For 3. gang.
“Men hvad så med os???”.
Det burde være fysisk umuligt, men panikken fandt et endnu mere diskant niveau.
“Du kan da ikke bare gå?!” Men så begyndte babyen at græde, og den to-åriges næse løb om kap med vandhanen, som han havde ladet løbe ude på badeværelset. Jeg løb derud for at slukke, men begyndte i stedet at bande af frustration, da jeg så det kaos af vådt legetøj og papir, der var klasket ud på hele badeværelsesgulvet.
Bag mig hørte jeg min mand råbe og døren smække. Jeg skyndte mig ind og samlede babyen op, og forsøgte at turbosmile til den 2årige, at vi skulle vinke farvel til far.
“Hvordan gør jeg det her?” Tårene sved lige under huden i øjnene. “Hvordan gør jeg det her? Hvordan?
Jeg ved da ikke hvordan jeg skal være alene med 2 børn. Selv. En hel dag???”
Jeg paniksvedte, og babyen i mine arme begyndte at klynke, indtil jeg opdagede det var fordi jeg holdt ham alt for hårdt fast.
Jeg havde glædet mig så meget til at vi skulle have én mere. Den store var så stor, synes jeg. Han kunne næsten synge hele “Lille Peter Edderkop”, og stort set slet ikke spilde mere. Åh jo, en baby – det ville blive så smukt.

Spagfærdigt satte jeg mig i sofaen og hev brysterne frem. Babyen fandt ro igen. Jeg kunne høre den store pusle rundt ude på badeværelset. Da lyden af rindende vand igen ramte mine ører, skulle jeg lige til at rejse mig op, men der var baby og mælk og snotpapir og plastikdimser over det hele, og jeg magtede det simpelthen ikke, og faldt tilbage i sofaen med et bump, mens jeg begyndte at tude.
“Det her”, tænkte jeg, “det her gør jeg aldrig-aldrig-aldrig igen!!!!”
😬😜😬

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *