Published by Trine Kok on 21. november 2013

Nybegyndere og dumme spørgsmål

Lær at strikke-banner
“Jeg kan godt se, hvordan jeg skal holde pindene – men hvordan får jeg snoren til at sidde fast på dem?”
Sådan sagde Frida, da vi snakkede om at hun gerne ville lære at strikke.

Jeg møder HELT vildt mange unge kvinder, der rigtig gerne vil lære at strikke.
Og mange af dem jeg møder har spørgsmål, der ligner Fridas.

  • Hvad er en maske?
  • Hvordan flytter man maskerne fra den ene pind til den anden?
  • Hvordan finder man enden i garnnøglet?
  • Strikker man med én eller to pinde?

 

Når vi skal lære noget nyt – uanset om det er at strikke eller cykle eller noget helt tredje – så stiller vi tusinde tilsyneladende dumme spørgsmål til os selv.

Og når vi ikke lige umiddelbart selv kan svare på de spørgsmål vi stiller – så ender vi typisk med at tro, at det er fordi vi selv er for dumme til at lære.

Men hør lige efter engang: Der findes ikke dumme spørgsmål!

Til gengæld findes der dumme mennesker, der griner af nybegyndere, der tør stille spørgsmål ved ting, som andre synes er totalt indlysende.

Jeg har strikket i 18 år, og synes selvfølgelig at de ting Frida spørrger om er indlysende.
Men hvis jeg turde lytte til hendes spørgsmål, uden at blive forstyrret af alle mine 18-årige strikkeerfaringer, så er det et vanvittigt godt spørgsmål, som stiller mig en kæmpe udfordring:

Hvordan kan jeg svare på de indlysende, udfordrende spørgsmål – med den viden jeg har – og forklare det på en måde, så en fuldstændig nybegynder kan forstå hvad jeg forklarer hende?
Uden at tale ned til hende. Uden at synes hun er dum. Uden at forvente, at hun ved – og forstår – alt det jeg ved.

Det kræver noget af mig – men det kræver i aller-allerførste omgang, at der findes folk som Frida, der TØR stille de åbenlyse, indlysende og udfordrende spørgsmål.

 

Nybegyndere er dem jeg lærer mest af i hele verden!

Og på den måde er jeg også en nybegynder, for hvert eneste spørgsmål kræver noget nyt af mig. Det er i det ligeværd, jeg gerne vil møde dig! 

Hvad ville du spørge om, hvis du aldrig nogensinde havde strikket én maske i hele dit liv – men gerne ville have et svar, og TURDE spørge?
Kærlig hilsen Trine

 

#Lær at strikke#Merakipedia

Comments

  1. Die HausFrau
    23. november 2013 - 10:26

    Jeg ville nok spørge om, hvordan man tæller omgange. Det er noget af det sværeste at holde styr på, hvor man er kommet til, hvis man strikke mønster eller er ved at tage ind eller ud… 🙂

  2. Julie Søndergaard
    21. november 2013 - 11:44

    Jeg vil bare gerne vide hvad alle de forskellige bogstaver og tegn betyder i en opskrift…. for jeg går i stå ved selv de letteste opskrifter fordi de er skrevet i strikkesprog uden oversættelser.. tsk
    🙂

    • Trine Kok
      22. november 2013 - 7:27

      DET kan jeg SÅ godt forstå!!!
      Jeg prøver selv på at skrive mine opskrifter så let-forståeligt som overhovedet muligt – jeg synes ofte jeg støder på opskrifter, der ligner kemiske formler!

  3. Thea Vaskavulla
    21. november 2013 - 10:35

    Jeg kan huske da min mor lærte mig at strikke, hvordan huntog sig til hovedet over nogle af de nye teknikker jeg fandt på;) Flere gange strikkede jeg fra den forkerte side så vrang blev ret og omvendt og jeg tabte maskerne konstant og kunne ikke selv finde ud af at komme videre, fordi jeg egentlig ikke rigtig vidste hvad jeg lavede; jeg havde ikke knækket koden til at forstå hvordan strikketøjet var opbygget… Så ja, jeg ville nok bare gerne vide dengang, hvordan man vidste hvad der var ret og vrang (selvom det igen er indlysende når man kan strikke)

    • Trine Kok
      22. november 2013 - 7:26

      Du må have verdens mest tålmodige mor, Thea 🙂
      Og seriøst – det er et smaddergodt spørgsmål det dér – hvordan man kender forskel på ret og vrang. Det anede jeg heller ikke!

Comments are closed.