Og så var det jeg løj #93

Og så var det jeg løj.
De stod hele vejen rundt om mig. Deres øjne stak i mig, som nåle.
I huden, helt ind i knoglerne, i hovedbunden, under neglene. “Hvorfor tuder du?”, vrængede de.
“Hvorfor hyler hun nu igen?”, spurgte de læreren.
Og jeg klemte øjnene helt hårdt sammen, og vidste, at jeg aldrig ville kunne forklare dem hvorfor. Hvor meget jeg ville ønske at være venner. Hvor meget jeg øvede mig hver dag i ikke at være ked af det, og sige de rigtige ting. Hvor hårdt det var at føle sig så forkert, uden at forstå hvorfor, og deres stikkeblikke, og mit nederlag og deres hårde ord, som aldrig ville gå væk. Dag på dag.
Kig væk. Kig væk. Kig væk. Vil i ikke nok.
Og læreren sagde til de andre børn, at de skulle finde på noget andet at lave, så det gjorde de. Heldigvis.
Og så var det jeg løj. “Det er bare fordi min storebror er alvorligt syg”, græd jeg. “Han er så syg, at han måske dør”. Jeg græd endnu mere. Jeg græd så meget, at selv læreren begyndte at tale om, hvor hårdt det måtte være for familien, at min bror var så syg. Selvom han nu ikke vidste jeg havde en bror.
Og så var det jeg løj.
Jeg løj om at græde.
Jeg klamrede mig så meget til den nye sandhed, at den blev mere og mere sand. Mere sand end sandheden.
For den rigtige sandhed var alt for stor og alt for ubærlig. Alt for ubærlig.
Selv for mig.
Og så var det jeg løj.

No Comments

    Leave a Comment