Om at sige arbejdspresset farvel

Tidligere i dag fik jeg et helt vildt godt – og svært – spørgsmål på Instagram:

“Hvilke skridt tog du på vejen mod at sige fra overfor arbejdspres / arbejdsmarkedet?”

 

Det er sådan et godt spørgsmål, og det fortjener et lidt længere svar end jeg kan give på instagram – så derfor vil jeg forsøge i det her blogindlæg at dele nogle af de tanker, der fik mig til at droppe den sikre lønmodtagertilværelse – og i stedet springe ud i det selvstændige, kreative liv.

Lad mig lige slå fast med det samme:

Bare fordi jeg er selvstændig er det IKKE DET SAMME SOM AT JEG IKKE OPLEVER PRES!

Måske snarere tværtimod!
Det er en skrøne, at kunstnere, forfattere, bloggere og alle andre freelancere har det nemt og glamourøst. Det er mange gange forbundet med stor økonomisk og personlig usikkerhed at springe ud i et liv som selvstændig. Og det pres man kan opleve, når man selv skal bygge sit eget arbejdsliv, kan være utrolig alvorligt og lede til seriøs stress.
Det er vigtigt for mig at slå fast!
Jeg vil ikke skabe en illusion om, at man ‘bare lige’ skal droppe sit faste job, og så er lykken gjort. Det er lige så hårdt arbejde som alt muligt andet!

 

Når det så er sagt…

Så jo. Så var der nogle ting, der ikke fungerede for mig, da jeg havde faste stillinger med faste månedslønninger.
Jo bevares, den der løncheck der dumpede ind af døren helt af sig selv – den var sgu ret dejlig.
Men resten… not so much.

 

Lad mig først prøve at gøre rede for nogle af de helt konkrete ting: 

Jeg arbejdede som lærer i en del år, og selvom jeg elskede (ELSKEDE) børnene – så blev det sværere og sværere for mig at få øje på mig selv og min egen arbejdsglæde.
Jeg gik alvorligt ned med stress en 2-3 gange – og da jeg så også mistede både min far, mit faste job og mit ægteskab inden for et år, så røg jeg ned for fulde gardiner.

Jeg brugte det meste af halvandet år på at komme til hægterne igen. Langsomt, langsomt, langsomt.
Med god, professionel hjælp af både en coach og en psykolog.
Jeg har stadig mange eftervirkninger, og der er stadig ikke langt til stress, angst og depression i mit indre vokabularium. Det er sådan jeg virker nu – Trine vol. 2.0 plejer jeg at kalde det for sjov.
Men det betyder, at jeg bliver nødt til at være meget, meget omhyggelig med, hvordan jeg tilrettelægger min hverdag – og især mit arbejdsliv.

Under min lange sygemelding blev det meget klart for mig, at jeg ikke skulle tilbage og være lærer igen.
(Hvis du læser laaaaaangt tilbage på bloggen her, så finder du en hel masse af de tanker og frustrationer den beslutning kostede mig dengang!)

Men hvis jeg ikke skulle være lærer, hvad skulle jeg så?

Det var et meget, meget stort spørgsmål – og ét som jeg stadig tumler med den dag idag.

Mit store held er, at jeg er kæreste med ham der Fyrbøderen. Og da jeg sad og fortvivlede dengang, så spurgte han: “Hvorfor bliver du ikke selvstændig?”

Jeg tror jeg må have gloet lidt på ham, for den tanke havde jeg aldrig selv overvejet – men idéen var god, og jeg sprang ud i det med samlede ben. Og siden har jeg ikke set mig tilbage!

For ser du – det, som der er altafgørende for at jeg ikke føler mig presset af mit arbejde, det er, at jeg selv kan få lov til at planlægge.
Planlægge min tid, planlægge mine projekter, planlægge hvornår, hvordan, hvorfor og hvem.
Det er MIG, der bestemmer farten. Og jeg er ikke særligt hurtig, og det er fint sådan det er.

Da jeg bestemte mig for, at JEG ville være chefen i MIN butik – så gik jeg i gang med at dygtiggøre mig.
Jeg har taget alle de iværksætterkurser, været på alle de seminarer, klikket på alle de knapper og stillet alle de dumme spørgsmål, som man overhovedet kan!
Men forskellen har været meget tydelig:

Det var noget jeg gjorde for MIG! Og derfor var det aldrig et pres – men til gengæld noget, som var super spændende at fordybe sig i.
Langsomt har jeg lært alt det, som det kræver for at være chef i min egen business. Og jeg har faktisk en ret god chef, hvis jeg selv må sige det 😉

Jeg har desuden valgt at leve så omkostnings-let som overhovedet muligt – for at fjerne det økonomiske pres fra mig selv.

Det har betydet – og betyder stadig – at jeg lever for meget, meget lidt.
Det er sådan vi har valgt at gøre, fordi det fjerner lidt af presset på, hvor mange penge, der skal hentes hjem hver måned.
Vi tager ikke på ferie, vi køber ikke nyt tøj, vi køber ikke aviser eller dameblade, vi tager ikke ud og spiser, i perioder har vi ikke engang haft bil – vi gør ingenting.
Det er et valg, og det har vi det fint med.
Det er ikke noget vi har planer om der skal blive ved i al evighed – men det har været meget, meget nemt for os at træffe det valg, fordi det betyder, at jeg har kunne gøre tingene i mit tempo – uden at gå i stykker.

 

Men lad mig også lige forklare noget om det følelsesmæssige: 

Da jeg opdagede præcis hvor stresset mit arbejde gjorde mig, så blev jeg helt vildt bange. HELT vildt bange!

Det var voldsomt det jeg gik igennem dengang, at der var dage, hvor jeg ikke engang kunne finde ud af selv at tage tøj på! Så slemt var det – og så slemt har jeg aldrig-aldrig-aldrig nogensinde lyst til at have det igen.
Aldrig!!

Før i tiden var jeg sådan én, der altid bare sagde “ja” og sprang op, når nogen bad mig om noget.
Det er jeg ikke mere.
Måske er det alderen 😉 – eller måske er det den evige påmindelse om, at jeg ikke kan alt det, som jeg tror jeg kan.
Nu er jeg blevet hende, som stort set altid siger “nej tak”. Det er pisse frustrerende nogengange (ok – ret mange gange), men ellers kan jeg slet ikke fungere.

Så jeg tillader mig at sige nej tak til arbejdsopgaver, som jeg ikke gider (haha…) – eller i hvert fald dem, som ikke giver mig næring.
Jeg tillader mig selv at være kræsen med, hvem jeg samarbejder med. Jeg tillader mig selv at have dage, hvor jeg ikke snakker med ét eneste menneske, men forskanser mig inde på kontoret og gør lige dét, som passer mig.

Tro mig – jeg er HELT vildt effektiv når jeg arbejder. Men jeg gør det på min måde, og i mit tempo.
Og det kan jeg kun få mulighed for, når jeg accepterer, at så må jeg være hende den kedelige, som siger “nej” til ting.

Men det vigtigste, det er: 

Ok – det her burde jeg jo nok i virkeligheden have startet med at skrive helt oppe i toppen, haha.

Men det aller-aller-aller vigtigste i forhold til at siger farvel til arbejdspresset det er:

SÅ HOLD DOG FRI, NÅR DU HOLDER FRI!

Det er den hårde måde, jeg har lært det på. Men jeg SKAL være sammen med min familie. I mange timer ad gange. Jeg SKAL snuse i deres nakker, jeg SKAL læse bøger i sofaen, jeg SKAL ud og gå ture og glo på stærene i hækken.
Og jeg må ikke arbejde imens.

Der skal være slukket for arbejds-hjernen, ellers får jeg aldrig tanket batterierne op!

Nogle gange er det nok bare at scrolle instagram igennem. Det er en fin, lille pause.
Men andre gange skal jeg tvinge min hjerne til at slukke en hel weekend, så den ikke brænder sammen.

Og så skal jeg tanke energi dér, hvor det virker for mig! 🙂
For mig er det altid nærværet sammen med børnene, der virker. Og garn. Og podcasts. Og gåture. Og den slags.
Men jeg skal fortælle mig selv, at NU holder du simpelthen fri, Trine!
Og så også gøre det. Holde fri!

 

Hvis jeg skal prøve at summere det hele lidt op… :

Ok – i disse internetdage er det måske meget fint med en lille liste? Så nu prøver jeg lige at liste nogle af de ting op, som jeg har skrevet:

  • Jeg erkendte, at jeg blev nødt til at foretage nogle ret seriøse ændringer i mit (arbejds)liv
  • Jeg strittede ikke imod, da jeg blev sygemeldt. (Kun lidt i starten) Det blev mit arbejde at blive rask igen.
  • Jeg involverede min kæreste og min familie, og bad dem om at hjælpe mig
  • Jeg lytter, når min krop (og min hjerne) siger stop!
  • Jeg får professionel rådgivning til at håndtere min stress
  • Jeg bruger rigtig lang tid på at dygtiggøre mig til alt det nye
  • Jeg skruer ned for alt – så vi ikke behøver være (særlig) bekymrede for pengene
  • Jeg giver mig selv lov til at være langsom
  • Jeg siger nej først – for at passe på mig selv. Og hvis jeg bagefter fortryder, så siger jeg bare ja alligevel.
  • Jeg husker mig selv på, at jeg aldrig vil tilbage og have det lige så skidt som dengang.
  • Jeg vælger selv om jeg vil arbejde alene eller sammen med andre.
  • Jeg låser mig inde, når jeg ikke har lyst/energi til at være sammen med andre.
  • Jeg holder FRI med pissegod samvittighed.

 

Men lad mig lige vende tilbage til dét jeg skrev i indledningen:

Uanset hvilket job man har, så VIL man opleve pres. Jeg kan umuligt forestille mig nogen, der går på arbejde hver eneste dag, og bare er lykkelige, ustressede og tilfredse.
Der er lorte-opgaver forbindet med et hvilket som helst arbejde. Og pres. Og trælse følelser.
Uanset om man arbejder for nogen andre, eller for sig selv.

Der skal bare helst være flere af de gode, tilfredsstillende, fyldestgørende opgaver.
Og jeg tror, at kunststykket er, at man i virkeligheden skal bliver klogere på SIG SELV – og ikke kun på det arbejde man har.

Når man selv kender sine egne grænser for, hvad der stresser – og hvad der skaber tilfredshed – så vil man være så meget bedre stillet, til at afvæbne presset, og i stedet finde og nyde arbejdsglæden.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *