Trine Kok

Hej – og velkommen.
Hvor er jeg glad for at se dig, her i mit krøllede kreative univers.

Det er hér du kan finde en hel masse inspiration til at leve et mere kreativt liv – for ikke at tale om alt det, der handler om at lære at strikke.

Alle mennesker er kreative – også dig.

Jo, det mener jeg altså. 100 %.
Også selvom du måske ikke tror på mig lige nu.

Du er kreativ! Du har måske bare ikke selv opdaget det endnu!
Det er derfor jeg er her. For at lære dig at skabe dig 😉

 

Men jeg har ikke altid været lige kreativ 

For at du bedre kan forstå min kreativitets-historie, så bliver vi nødt til at spole tiden tilbage – mere end 10 år tilbage. Nærmere bestemt til d. 29. juni 2006, klokken lidt over otte om morgenen.

Det var min fødselsdag.
Ikke bare en almindelig én – men den HELT store. 30 seriøse, voksne år fyldte jeg dén dag.

Jeg stod ude på badeværelset.
Flisegulvet var køligt under mine fødder, og natkjolen var stadig dynelun. Jeg vidste, at hele familien puslede rundt nedenunder, for at stå klar med fødselsdagssang lige om lidt.
Men jeg var ikke specielt glad.
Jeg stod og stirrede mig selv i øjnene i spejlet, i håb om, at der måske ville være et svar ét eller andet sted derinde i refleksionen.

To dage inden min runde fødselsdag var jeg blev færdiguddannet som lærer. Jeg havde klaret mig ret godt, og havde scoret nogle pænt seje resultater til mine afsluttende eksaminer.
Men alligevel hér stod jeg her – med en frisk uddannelse i bagagen, på min fødselsdag –  og stirrede på mig selv i spejlet…
Utroligt ked af det.

Der i spejlet kiggede hun tilbage på mig;
Hende på 30 år. Mor til 3. Gift med ungdomskæresten på 10. år. Stor, firlænget gård på landet. Kørekort. Byggeprojekter. Realkreditlån. Bil i garagen, gæld i banken.

Jeg havde det hele. ALT dét, som der står i bogen, at man skal stræbe efter. Men den morgen stirrede verdens mest ulykkelige menneske tilbage på mig.
“Nu er jeg voksen. Og nu er jeg i mål med de ting, som der står i voksen-manualen at man skal ønske sig. Var det så bare dét? Var det dét, der var til mig?” spurgte jeg mig selv i spejlet.

“Jeg har alt hvad man kan ønske sig. Hvorfor føler jeg mig så ulykkelig?”

Det er meget brutalt at føle, at éns liv nærmest er slut – når man står op om morgenen på sin 30 års fødselsdag.
Og det er et meget klart signal om, at der er noget galt.
Noget riv rav ruskende galt.

Og selvfølgelig var der det.

 

Et liv med kreativitet

Jeg er født ind i en lidt… hmmm.. skal vi ikke bare sige ‘alternativ’ familie. ‘Gakket’ kunne faktisk også være et andet ord. ‘Skør’ er måske at tage den lige en tand for langt 😉

Både min mor og min far er gjort af dét der særlige, fandenivoldske stof, som skaber dønninger hos andre.
De har begge haft ‘traditionelle’ og begrænsende 50’er opvækster i dansk forstand;

Hun som landmandsdatteren, der aldrig rigtig helt fik lov til at gå i skole, fordi hun var en pige. Og han som adopteret enebarn i en mellemstor provinsby, med en fraværende far og en overbeskyttende mor.

Det slog gnister, da de to mødte hinanden. Har jeg hørt 😉
Jeg tror de to så noget enormt frigørende hos hinanden – noget, der kunne sætte det fri, som de begge to havde savnet. Noget rebelsk og trodsigt – men også noget virkelig sprudlende og idérigt.

De blev gift i 1976 – med mig på armen – og valgte lige dér, at de fremover ikke længere ville bruge deres familiers efternavne. Væk med ‘Hansen’ og ‘Jensen’.
I stedet valgte de, at vi skulle hedde Kok.
Jeg ved det ikke helt præcis – måske skulle jeg faktisk prøve at spørge min mor en dag? – men jeg tror, at navneskiftet var en del af hele den frigørelse, som de to havde brug for. Farvel til gamle, traditionelle tankemønstre. Farvel til en fortid, som ikke havde givet dem lov til at udfolde sig.
Og goddag til et liv, hvor de to satte rammerne for, hvad et godt liv skulle indeholde, på vores måde – som familien Kok.

And the rest is history – som man siger;

Min far; fotografen, musikeren, drageflyveren, instrumentbyggeren, – og min mor; sygeplejersken, klarinetspilleren, kunstneren. Det gik ikke stille for sig. De flyttede rundt fra hus til hus, og kastede sig over det ene store og vilde projekt efter det andet.

De fløj. I både overført og helt konkret betydning:
I starten havde de et lille to-personers fly. Historien går, at min mor var gået 14 dage over tid med mig, og intet tydede på at hun ville komme til at føde – så min far bugserede sin højgravide kæreste ind i flyet, og lettede for at lede efter lufthuller og veer.)
Senere kastede de sig over dragesporten. De tog flycertificater og kørte rundt i hele landet, for at lede efter de lækreste skrænter og den bedste tamik. Min mor var efter sigende den første kvindelige drageflyver i Danmark.

Og når de ikke drønede rundt efter god vind i deres ombyggede Mercedes – hvor min far havde bygget køjesenge til mig og min søster – så byggede de huse, slagtede hønd eller syltede rødbeder, malede malerier, spillede musik, syede tøj og vævede billeder.
De havde vilde, eksplosive vanvittige mængder af kreativ energi.

Måske næsten for meget?
De blev i hvert fald skilt, da jeg var 7 år.

Trine Kok

 

Resten af min opvækst var præget af en utrolig mængde skift.
Mine forældre bosatte sig i hver sin landsdel, hvilket betød, at min søster og jeg skulle med tog tværs over landet hveranden weekend for at besøge vores far.
De flyttede til nye huse og nye jobs, kastede sig over flere nye store projekter, og med tiden kom der også flere mennesker til; bonusforældre og endnu flere små søskende. På meget få år fik vi lov til at bo i campingvogn, på efterskole, i kollektiv, på en stor gård på landet, i et lille landsby-hus og i en stor villa i forstaden.
Projekterne og den kreative energi blev fordoblet efter deres skilsmisse; nu var der lige pludselig to hjem, hvor kreativiteten flød ned ad væggene, og alting var til diskussion.

 

Og jeg var blevet stor teenager midt i al den virak.
Energien føltes ikke længere konstruktiv, men giftig.
Det blev et mønster, at alting alligevel ville blive lavet om, så der var ingen grund til at gøre sig umage. Jeg vidste næsten på forhånd, at jeg alligevel skulle flytte, så det kunne ikke rigtig betale sig at få venner, når man flyttede et nyt sted hen. Og jeg havde lært, at det var mine forældres kreative idémylder, der fik lov til at bestemme, hvor vi skulle hen næste gang.

Al den kreative begejstring, al den lyst til at skabe noget nyt, kom til at føles som en forbandelse. I hvert fald, når man står midt i dét hele som stor teenager.

Jeg voksede op med musik og garn og kunst i så utrolige mængder – og alt, jeg længtes efter var ro, renlighed og regelmæssighed.

Så jeg stak af. Flyttede så langt væk, som jeg overhovedet kunne komme.
Og startede mit eget kapitel.

 

Byg ikke en kasse, du ikke selv kan være i

Så der stod jeg.
Med bare fødder mod det kolde flisegulv, ulykkelig, på min 30 års fødselsdag.

Jeg havde brugt knap 15 år på at bygge det liv, som jeg troede jeg gerne ville have.
Jeg blev gift med min gymnasiekæreste den dag, jeg fyldte 20 år, og vi fik lynhurtigt de 2 første børn. Vi flyttede på landet efter den bæredygtige økologiske drøm – og fik lige ét barn mere, når nu vi alligevel var i gang. Og nu havde jeg så også endelig den uddannelse, som var det sidste, der manglede på tjeklisten.
Det var dét jeg ønskede mig. Mit eget liv. Vi var lykkelige.

Lige pånær, at det var jeg ikke.
Jeg tror ikke, at man ved, hvad der gør én lykkelig, når man bygger sig et helt liv på trods. Som en modreaktion på noget.
I stedet for lykke, så følte jeg bare… ingenting.

Jeg var så taknemmelig for alt det vi havde nået på så kort tid. Vi havde bygget den fineste, fineste kasse rundt om vores liv.

Problemet er bare, at uanset hvor hårdt man prøver, så kan man aldrig lykkes med at mase en stjerneformet klods ned i et firkantet kasse.
Det gør ondt på både kassen og klodsen.

“Hvorfor føler jeg mig så ulykkelig?”, spurgte jeg hende den voksne i spejlet.
“Fordi du er ulykkelig”, svarede hun.

Den morgen var startskuddet til den største transformation i hele mit liv.
Tilbage til mig selv. Tilbage til at føle mig lykkelig. Og tilbage til kreativiteten.

 

Skabt til at skabe

Jeg er født til det! Jeg har fået et navn, som emmer af det! Jeg har en sprudlende, energisk og kaotisk opvækst i bagagen – og ikke mindre end 4 fantastiske forældre, der alle har lært mig forskellige facetter af det!

Kreativiteten.

Den flyder så tykt i mine årer, at jeg bløder idéer, når der går hul på mig. Jeg er skabt til at skabe.
Man kan ikke stikke af fra hvem man er!

Men det tog godtnok lang tid at finde ind til det igen.

Jeg havde brugt mange, mange år på at aflære min kreativitet.
Det tog mig også mange, mange år at finde frem til balancen – hvordan jeg, Trine Kok, kunne være kreativ på min måde.
Jeg blev nødt til at lære det hele helt forfra igen. Og samtidig forsøge at sortere hårdt i alle de dårlige vaner jeg havde med mig, fra både mit første og mit andet liv.

Og midt i min egen søgen efter kreativiteten og mig selv, så døde min far.

Hans død og de efterfølgende hårde år (hvor jeg blandt andet også blev skilt fra ungdomskæresten) er det sværeste jeg nogensinde har gjort. Nogensinde. Jeg tror aldrig jeg igen kommer til at opleve så tung og svær en situation igen.

Det var kreativiteten, der reddede mig.

Kreativitet er viljen og evnen til at skabe noget, som man aldrig har set før, men kun fornemmer konturene af.

Og det blev jeg nødt til – tvunget til – for at overleve.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle gøre, for at finde balancen i mit nye, ukendte liv. Det skræmte mig af helvede til! Men jeg havde en idé – og en idé er bedre end ingenting.
Så jeg blev tvunget til at finde samtlige kreative redskaber frem fra det bagerste af bevidstheden, uanset om jeg kunne li’ det eller ej – og eksperimentere mig vejen frem.
(Mit ‘gamle’ jeg ville have løbet skrigende bort! )

Jeg blev nødt til at starte helt forfra. Fuldstændig forfra. Jeg læste samtlige bøger og begik samtlige fejl. Jeg VILLE forstå.

Og lige så langsomt – skridt for skridt – begyndte tingene at falde på plads. Det tog tid. Og det var svært.
Men langsomt begyndte jeg at forstå noget meget vigtigt:

Jeg bliver lykkelig af at være kreativ.

 

Kaos og tryghed – vildskab og ro

Og midt i alt det – så dukkede René op.
Og i modsætning til alle andre jeg nogensinde har mødt i hele mit liv – så var han ikke bange for mit kreative kaos. Snarere tværtimod.
Han mødte mig med nysgerrighed – og ro.

Sammen med René faldt de sidste brikker til sidst på plads. Den kreative galskab og den stilfærdige tryghed.
Og sammen med ham blev det liv en realitet; hvor kreativiteten, lykken OG trygheden følges ad.

 

Jeg er blevet født til at være kreativ. Men det er bestemt ikke det samme som at det falder mig let – nok snarere tværtimod.
Kreativiteten er et valg, jeg har truffet.
Jeg har VALGT at jeg vil være kreativ, og mit liv skal bestå af sprudlende kreativ vildskab.

Der findes så mange mennesker derude – måske er du én af dem? – som fejlagtigt tror, at de ikke er kreative.
Men det passer ikke – for vi har allesammen kimen til kreativitet plantet i os. Det er fuldstændig grundlæggende i mennesket, at vi ønsker at skabe os, og sætte spor i den verden vi lever i.

Lige så vel som jeg er født til at være kreativ – så er du også.
Men det kommer ikke af sig selv.

 

Jeg fandt balancen!

Der er én meget vigtig og god ting ved, at jeg har oplevet begge sider af medaljen: 

Jeg ved nemlig, hvorfor du længes. Jeg genkender den længsel, som du mærker.
Og jeg ved, hvad den længsel er værd. Jeg ved, hvad den koster!

 

Og så ved jeg – af egne dyre erfaringer – hvordan man skaber balancen!

Billy, den døde flue. Trine Kok

 

Jeg VED, hvor dyrebart og vigtigt det er, at være kreativ. At sætte spor i sit liv. At skabe sig.
Og jeg VED, hvor fundamentalt det er, at resten også hænger sammen.

Den balance fandt jeg – endelig – da jeg gav mig selv lov til at være dén, jeg er.
Med kaotisk kreativt vildskab og ro, renlighed og regelmæssighed.

Det er alt dét, som jeg gerne vil give videre til dig. Med kærlighed, vildskab og tryghed!

 

 

 

 

Du er altid velkommen til at kontakte mig på 40 78 42 83 eller på hej@trinekok.dk 
hvis du har lyst til at booke en workshop eller et foredrag.

 

Fun facts om Trine Kok:

  • Jeg er en (mega)stolt Hufflepuff. Min tryllestav er smaragdgrøn, og har – naturligvis – en kerne, der består af en strikkepind.
    HVIS jeg var en karakter fra bøgerne, så ville jeg formentlig være Luna Lovegood 😉
  • Og nu vi er ved referencerne; min mand nægter at løbe sammen med mig, fordi jeg ligner Phoebe når jeg løber…
  • Jeg har lært at strikke 3 gange;
    Første gang som helt lille. Anden gang som teenager – og tredje gang, da jeg ventede mit første barn.
  • Jeg har altid ønsket mig at kunne tale italiensk. Og køre på éthjulet cykel. Ikke nødvendigvis på samme tid.
  • I folkeskolen var mit øgenavn ‘Fessor’. Det var vist ikke ment som en kompliment, men jeg kunne ikke lade være med at føle mig en smule smigret alligevel.
  • Jeg driver min familie til vanvid på daglig basis, fordi jeg hele tiden bliver nødt til at fortælle dem om nye podcasts, jeg lige har hørt… (true story!). Ej, men undskyld, jeg kan bare ikke lade være – det er SÅ spændende, og jeg bliver bare NØDT til at dele det med nogen.
  • Jeg betaler aldrig for noget som helst. Årsag? Jeg får altid glemt mit dankort ét eller andet sted – så det ender alligevel med, at det altid er René, der står klar med kortet.
  • Jeg forsøger tit at strikke med lukkede øjne – tænk, hvis man mistede synet? Så bliver man jo nødt til at have trænet!

 

Trine Kok