Opløser sig og svinder ind

Skrøbelige uendligt stærke hjerte, skrøbelige loft af glas.

Umulige begrænsninger, der aldrig eksisterer rigtigt, men blot i tankerne.

Forunderligt er det, når glas i virkeligheden er frost, der ikke splintres, men blot opløser sig, svinder ind, fordufter.

Hvad er i grunden meningen med at være – hvis man ikke kan være det helt?

Mørkhjertet afgrundssøgende melankoliker og glædessyngende livskåd på samme tid.

Virkeligheden er min, glasloftet var kun frost, og jeg føler mig uendelig.

Uendelig fri, uendelig melankolsk, uendelig taknemmelig, uendelig lykkelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *