På med jernskjorten!

Jeg hader rutchebanen!
Jeg har kun én gang i mit liv sat mig ind i den cellelignende vogn og klappet jernskjorten fast af egen fri vilje – det var på blå mandag, jeg var 15 og alle de andre gjorde det også, så jeg troede jeg skulle for at være modig.
Først langt senere forstod jeg at mod handler om meget andet – blandt andet at turde sige nej!

Rutchebane. Bare den lyd den laver… Det knirker og buldrer, så man ikke kan høre sig selv tænke – og den angst der syder i mave kulminerer når bakken flader ud og man kastes ud i intetheden. Alle sanser bedøves, og det eneste man kan gøre er at klamre sig til vognen eller dén som sidder nærmest i håb om at noget tager fra når man rammer bunden.

Men lige nu sidder jeg i vognen, og det kører godtnok stejlt opad.
Jeg er skrækslagen! Træværket hviner når vognens metalhjul skramler, og rystelserne i vognen får alle nerver i hele min krop til at synge af angst.
Alt i hele min krop reagere med panik over at være her. Alle mine kropsfunktioner er sat ud af spil – det eneste signal min hjerne sender er et urgammelt instinkt der byder mig at flygte, stikke af, redde mit liv.
Men jeg kan ikke, vognen har forladt perronen, og de aluminiumsbarrer der skal gøre det ud for mit sikkerhedsnet rasler faretruende i hængslerne.

Jeg ved, at generationer af generationer har kørt med rutchebane før denne min tur. Jeg ved at kun ganske få er kommet til skade for alvor. Jeg har hørt med egne ører og set med egne øjne, at selvom de skriger af angst, så stiger de i sidste ende af – måske en kende chokerede – men stadig i stand til at gå, tale, trække vejret.
Nogle med bøjede hoveder og bræksmag i munden. Andre totalt upåvirkede. Men også nogle med stolthed i blikket trods rystende lemmer!

Jeg må stole på, at Ham som har konstrueret rutchebanen vidste hvad han gjorde, at han sørgede for at sikkerheden er i orden.
Jeg kan ikke gøre andet end acceptere, at jeg er spændt fast i mit værste mareridt og bliver nødt til at køre hele turen med øjnene åbne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *