Panik i nye støvler


Nå.

Men så er man så hende, der skal holde nonfirmation. I morgen.

Og så er man så også lige hende, der for en gangs skyld overhovedet ikke kan finde ét eneste ord der dækker den følelse.

Jeg har et barn der fylder 15 år lige om lidt!? 15?

Og i morgen samles hele den store familie, med dobbelt op på forældre – og endnu mere dobbelt op på bedsteforældre…

Ældsteknægten. Jeg har haft ham altid. Var jo nærmest selv et barn da jeg fik ham.

Hold nu kæft, hvor er det en menneskealder siden.

Og nu sidder jeg her, hvor alt er planlagt og gjort klar til festen i morgen og bliver fuldstændig hul indeni af en underlig, tom følelse.

Jeg tror jeg savner ham? Jeg tror faktisk allerede jeg savner ham på forskud, fordi jeg ved at hans liv er på vej ud i verden, bort fra sin mor.

Det er det vi fejrer i morgen.

Jeg er stoltere end stolt, og mere rørt end jeg har været over nogetsomhelst, og fuldstændig helt og aldeles usikker på hvordan man gør sådan noget her – at være mor til ham, der i morgen skal fejres med sin første store fest!?

(Jeg er så usikker på at skulle være nonfirmandens mor, at jeg har måtte alliere mig med et par røvdyre støvler, simpelthen bare for at være sikker på jeg ikke vakler for meget… )

V holder festen på vores yndlingscafé her i byen. For en gangs skyld bliver det en købe-fest, og den har ikke fået for lidt!

Vi har vendt hver en hjernecelle for at finde frem til lige præcis den slags fest, som knægten vil sætte allermest pris på, og jeg har en rigtig god fornemmelse af at det er lykkedes for os.

Uformelt, tapas-buffet, rødvin på bordene, ingen bordkort, -men forhåbentlig en masse dejlige familiemedlemmer i én stor fælles palaver – og en stolt og stor knægt i midten.

For fanden, mand? 15 år?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *