“Pas godt på den”, sagde han

“Kan du så komme ud af den sofa”, sagde han. Fyrbøderen.

“Ja, jeg skal nok!”, sagde jeg. “Når jeg lige har fået strikket den her rille færdig, og jeg har et brød i ovnen, og desuden er jeg ikke færdig med hverken mit momsregnskab eller min morgenmad”

“Det er ikke godt nok”, sagde han. Og stillede sig foran mig. Smilende. Stædig.

“Ej, men jeg har jo lige sat mig?”, sagde jeg.

“Kan du så komme ud af den sofa”, sagde han.

Og da jeg ikke reagerede marcherede han resolut ind på soveværelset, hentede kufferten frem under sengen, satte den midt på gulvet i stuen, foldede mig sammen og lagde mig i kufferten sammen med shorts og sommerkjoler.

“Så kører vi”, hørte jeg dæmpet inde mellem t-shirts og tandpasta.

Han pakkede mig ud i en grøn, grøn have, hvor vandet skvulpede mod terrassen, blishønsene pippede mellem sivene og solens stråler glimtede i bladtaget.

Vi spiste jordbær i skyggen med benene dinglende fra badebroen og tæerne dyppet i vandet.

“Hvad er det du bange for?”, spurgte han.
“Jeg ved det ikke?”, svarede jeg ham.

Og fortalte ham om gamle nederlag, gamle handlingsmønstre og gammel stress.

“Men du er jo ikke den samme, som du var dengang”, var alt han sagde.

Jeg kiggede på vandet. På jordbærret i min hånd. På haven. På mig.

Stille. Skræmt. Betaget.

Og der midt i den grønne have dukkede der en tanke op. Det var ikke en ny tanke – det var faktisk en gammel tanke, men den så helt fin og ny ud, som den lå der mellem os og solede sig.

Den var helt fin og lille, stadig skrøbelig, slet ikke spor farlig.

Han foldede mig igen sammen og lagde mig i kufferten, men inden han lukkede den lagde han forsigtigt den fine, gammel-nye tanke ned ved siden af mig.

“Pas godt på den”, sagde han. Og lynede.

Inde fra mørket kunne jeg høre han smilede.

Den ligger nu i min sofa og putter sig, den fine, skrøbelige tanke. Jeg sidder her ved siden af den, og kigger på den. Skræmt. Og betaget. Aer den lidt, og giver den tid og omsorg, så den kan vokse sig større, tryggere og mere modig.

Jeg passer godt på den. Det sagde han jeg skulle. Ham. Fyrbøderen.

“Kan du så komme ud af den sofa”, sagde han. Og så kyssede han mig og tog tilbage på arbejde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *