Pas på med hvad du ønsker dig #152

I vintermørket skrev jeg en lang og fabulerende liste over ting, jeg drømte om.
Sådan en af de der lister man drømmer sig væk i i tystheden, hvor sommeren er uendelig langt væk, og mørket og melankolien sniger sig ind bag øjnene.

– Jeg drømte om at skrive mere. Finde mine ord igen.
– Jeg drømte om at komme ud og rejse efter et årtis tørke.
– Jeg drømte om at lave kunst med garn. Noget, der betød noget. Noget, der gjorde noget ved andre.
– Jeg drømte om venskaber med charme, latter, eventyr og ærlighed.
– Jeg drømte om podcasts og fortællinger.
– Jeg drømte om at skrive børnebøger
– Jeg drømte om at finde kreative kumpaner at lege og dele det hele med.
– Jeg drømte om frihed. Frihed til at skabe mig frit og fabulerende.

Jeg sad der i vintermørket og kiggede på den lange, umulige liste, og mærkede hvordan hjertet sank i livet på mig. Det føltes som meget store ønsker for ét lillebitte år – endsige et lillebitte liv. Nærmest umuligt. Hvordan kunne jeg nogensinde håbe på andet end at drømme, tænkte jeg. Det er for meget. For stort. Alt for stort til mig.

Man skal passe på med hvad man ønsker sig – for man risikerer at få sine ønsker opfyldt.

Siden vintermørket slap mig har jeg skrevet som aldrig før!!
Jeg har været på først én rejse (og siden endnu én, senere i år), lært et nyt håndværk at kende, og helt tilfældigt snublet ind i en vævet udstilling, jeg bliver nødt til at lave. Rigtig kunst for rigtige mennesker, som betyder noget.
Jeg har leet som sjældent før i mit liv, mødt formidable mennesker, blevet budt på fantastiske og spændende oplevelser, fyldt med både charme og oprigtig interesse.
Jeg arbejder på min første børnebog, og den der podcast jeg har talt om meget længe, kom spankulerede helt af sig selv i dag. Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg pludselig også et kreativt netværk af helt vidunderlige kunstnere og kreative mennesker omkring mig.

Det tænkte jeg over, da jeg sad på min cykel og jublende trillede ned mod byen, der strålede i solen.
Vinteren er meget lang væk ✨

No Comments

    Leave a Comment