Pause – mest fra mig selv

Og så stod jeg dér. 

Midt på gulvet. Med begge håndflader presset så hårdt mod øjnene, at det sprang med sorte, våde stjerner inde bag mine hårdt sammenknebne øjne. Munden vrænget i en underlig vinkel, og et hjerte der slog alt for hurtigt, og en stemme som ikke ville lystre.

Jeg har gabt over alt for meget i et stykke tid. 

Reaktionen var forudsigelig. 

Når jeg ser på det rationelt, så er frygten for min egen reaktion også ganske forudsigelig. 

Men jeg er ikke rationel når jeg ikke fungerer. 

Så frygten har fået et forfærdenligt tag i mig, og det var derfor jeg pludselig stod der midt på gulvet.

Jeg vil IKKE have det skidt igen. Det havde jeg lovet mig selv!

Men jeg er ikke altid herre over mit sind og mine egne reaktioner, det ved jeg godt. Det har flere års erfaringer efterhånden vist mig. Og jeg burde faktisk være klogere. Men det fik lov til at tage fusen på mig. Også denne gang.

Heldigvis genkender jeg signalerne.

Jeg bliver sky. 

Bange for mennesker. Mister lysten til at være social. Holder mig væk fra sammenkomster og anledninger, hvor jeg kan blive spurgt om alt muligt jeg ikke ville ane hvad jeg skulle svare på. 

Eller bare situationer, hvor jeg bilder mig ind at andre kunne finde på at kigge på mig.

Jeg mister min appetit. På alt, simpelthen. Gider ikke mad. Gider ikke læse. Gider ikke strikke. Gider ikke se, høre, lytte, mærke. Gider ikke gide.

Jeg mister min lyst til at snakke. Ved ikke hvad jeg skal sige til folk, selv i hverdagsagtige samtaler om ligegyldige ingenting’er.

Verden omkring mig bliver pakket ind i en tåge af klistret tåge, som gør alting en smule mere utydelig, uklar. 

Det eneste jeg egentlig sådan rigtig orker er at ryge. Og sove.

Så hej. Dér stod jeg.

Og kunne pludselig se mig selv udefra. 

Det er ikke kønt. Heller ikke denne gang. 

Jeg kigger mig i spejlet og ser det jeg er: en træt, gammel mor. Det er i hvert fald sådan jeg føler mig.

Træt. Gammel. Gammel. Gammel. Med en krop, der ikke ser ud som jeg tror den ser ud. Med et ansigt, der har forandret sig, og ikke ligner dén jeg tror det ligner. Med hår og øjne og tænder som jeg godt ved er mine, men ser så underligt fremmede ud.

Hvem er hun, hende den trætte kvinde der ser tilbage på mig derinde fra? 

Sidst jeg kiggede var hun glad. Og ung. Og havde oceaner af energi og ideer. 

Jeg genkendte det hele i det splitsekund som jeg stod der med hænderne presset så hårdt mod øjnene, at det føltes som om de ville sprænges.

Og fordi jeg genkender det hele er frygten så meget større. Jeg VIL ikke derhen igen. Jeg er så rasende på mig selv over at lade frygten få lov til at stikke af med mig. 

Jeg er ikke på vej derhen igen. 

Jeg ved hvad jeg skal gøre, og jeg har genkendt mine reaktioner så tidligt, at jeg endnu kan nå at gøre noget ved det.

Noget må skæres fra. Jeg ved godt hvad. Det er ikke fordi det er skide skægt at skulle skære noget fra i mit liv denne gang. 

Det er ikke en lettelse, som det var dengang for længe siden, da jeg havde det skidt en anden gang. 

Denne gang har jeg kun ting i mit liv som jeg holder af. Der er bare stadig for mange af dem. 

Så noget må væk. Og det er noget lort.

Lige nu holder jeg lidt pause. Især fra mig selv. 

Jeg prøver at lokke mig selv til at føle mig normal, ved at stå op hver dag og stadig huske at tage mascara på. 

Huske at være tilstede lige NU i det smil som BabyBob sender mig, i de knus jeg får af børnene, i den glæde som Fyrbøderen altid møder mig med.

Jeg har bedt min hjerne om at holde kæft, bare for en stund. 

Den er ikke god til det, for den kører afsted i sindsyge omdrejninger med anklager og mismod og skyldfølelser og elendigheder, som den slynger mod mig i et rasende tempo. 

Men jeg har bedt den holde sin kæft i endnu en uge, så jeg har lidt mere tid til at få mit hjerte til at finde sin normale rytme, og til at mit spejlbillede måske kommer til at ligne sig selv.

Jeg så godt mig selv, som jeg stod der. 

Det er en præmis i mit liv at jeg skal slås med mig selv om de her ting. 

Jeg håber sgu at jeg opdagede det i tide denne gang. At min hjerne lytter. Og at en uge er nok.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *