Pippis Skøre Tante #110

Pippis Skøre Tante #110

Hun har altid været Pippis skøre tante!
Jeg husker som var det i går, at jeg fuldstændig overlod hendes påklædning til hende selv. Frøkenen på 3 år havde egne og helt klare meninger om, hvad hun ville have på! Tylskørt, glimmer, gummistøvler, hårblomster, perlediademer, plastiktasker og farvestrålende handsker i én stor og herlig gryderet.
Hvem der dog bare besad hendes evne til at sammensætte fuldstændig ublu outfits og bære dem med så stor integritet, tænkte jeg.
Den 3årige er i mellemtiden blevet 10 år ældre.
Men stilen er stadig fuldstændig den samme;
Nøje sammensatte outfits og identiteter, dag efter dag.
Den ene dag vinker jeg farvel til hende i Hufflepuff skoleuniform, som hun selv sammensætter af genbrugsfund. Andre dage sender jeg en blåhåret animé-fan ud af døren, men japanske håndtegn og kuglepens-tatoveringer, som jeg heller ikke forstår. Nogle dage er hun D.Va. Nogle dage er hun hippie eller grunge. Og endnu andre dage er hun Professor Trelawney.
Ikke mange andre end hun selv (og bedsteveninden) kan gennemskue hendes forklædninger.
Belønningen ligger netop deri; det er en hel lille præmie i sig selv, hvis man kan genkende hende. Hvis man kender koden og forstår den verden og de nørderier, som hun elsker at fordybe sig i.
Og hele tiden er hun stadig bare Karen Feodora. Pippis skøre tante.
Som forstår at sammensætte outfits og identiteter, med så stor integritet og skønhed og leg.
Må hun aldrig holde op med at lege! Må hun aldrig holde op med at klæde sig på, og være lige præcis den hun har lyst til – den dag. Hver dag!❤️

(Visited 5 times, 1 visits today)


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *