Plaster på eksistensen

For et par dage siden var Verden imod SkrigeSkinken. Der var intet der duede, og til sidst smed hun sig på sine knæ med løftede arme og skrålede, mens tårerne stod vandret ud af øjnene;

“Jeg kan simpelthen bare ikke finde ud af noget som helst, jeg KAN bare ikke, nogen bliver nødt til at hjælpe mig.”

Selvfølgelig fik vi talt sammen om hvordan vi kunne hjælpes ad med at samle de forbandede PollyPocket’er sammen, og lidt efter havde hun glemt alt om sine strabadser og udråb, og legede fortrøstningsfuldt videre.

Tidligere på dagen havde hun skrabet sit ben da vi var ude og cykle, og selvom der ikke var en mikroskopisk dråbe blod at se kommanderede hun plaster på det ømme sted, for som hun sagde: “Det gør ikke nær så ondt, så.”

Det er sådan det er, når man er 5 år gammel. Hendes barnligt naive reaktion var umiddelbar og et udtryk for øjeblikkets frustration og smerte.

Hvis sjælen eller legemet lider overlast er den 5-åriges basale tillid til sin omverden den største og mest fremherskende følelse.

Når man ikke orker mere, skriger man på hjælp. Når man slå sig, putter man et plaster på.

Det gør ikke nær så ondt, så.

Der var noget i min datters tillidsfulde og spontane reaktion, der fik mig til at tænke.

Rent faktisk, var det hendes måde at kaste sig på jorden og råbe sin frustration ud, der fik mig til at tænke.

Lige i det øjeblik, hvor alting føltes sværest, og hvor hun mistede al tillid til sig selv og sin egen formåen, gav hun slip på alt, kastede sig på jorden og brølede sin frustration ud, i sikker forvisning om at hendes kalden ville blive hørt.

Det lyder sikkert ikke særlig pænt at sige… Men lige i det øjeblik for der et stik af misundelse gennem mig.

Lige da hun kastede sig ned sad jeg med en ustyrlig trang til at gøre det samme. Bare smide mig på jorden, råbe ud i tomheden at jeg absolut ikke har styr på en skid, at jeg ikke kan finde ud af noget som helst, at jeg har givet op, at jeg vil have hjælp.

Hvis man brækker et ben bliver det pakket ind i store bandager og gips. Hvis man bliver solskoldet kan det ses på huden. Har man influenza bliver man mat i blikket og kaster op.

Hvis man lider af migræne, ørepine, tandpine, mavepine bliver man forkrampet at se på.

Alt sammen noget, hvor det er tydeligt for omverden at man her står overfor et menneske, der lider.

Men hvad med den form for lidelse, der ikke kan ses med det blotte øje? Hvad med den slags ødelagte kropsdele, som ikke kan pakkes ind i bandager?

Jeg væver.

Jeg ved det godt. Jeg snakker udenom og forsøger desperat at male billeder med mine ord, i stedet for bare at sige det jeg vil sige.

Det er vist sådan det er. Ikke bare for mig. Men for mange.

Så i stedet for at væve kan jeg jo lige så godt skrive, hvad det handler om, det her….

Jeg er syg. Jeg er syg på en måde, som ikke kan ses med det blotte øje. Den form for sygdom, som ikke kan helbredes med bandager og gips.

Min læge fortalte mig det for flere måneder siden, hvorefter hun udskrev en recept til mig på nogle piller, der skabte stor panik hos mig.

Jeg tog dem alligevel. Og blev endnu mere syg, men på den synlige måde.

Nu har bivirkninger taget af, og pillerne er blevet en fast del af min daglige rutine. Ikke dermed sagt at panikken er gået over, på ingen måde. Men jeg accepterede at min læge formentlig var mere professionel på dette område end jeg er. Og stoler på at hun ved, hvad hun gør.

Det er flere måneder siden hun skar igennem og gav mig den diagnose, som jeg rent faktisk troede jeg selv kunne kæmpe imod.

Dengang var det forår, selvom intet føltes spirende og sprødt. Foråret gik nærmest uden jeg opdagede det, og nu er det sommer. Som heller ikke føles hverken af høj himmel eller eventyrlyst.

Hele foråret og hele sommeren har jeg spekuleret over hvad det betød, det hun sagde til mig. At jeg har en depression.

Hun sagde til mig, at jeg ikke ville komme nogen som helst steder, førend jeg selv erkender at det er hér jeg er. Og det har altså taget mig lige indtil nu at opdage.

Jeg har en depression. Jeg er syg uden bandager, og man kan ikke engang sætte et plaster på sin eksistens, puste på skrammen og håbe at det ikke gør nær så ondt, så.

Jeg har spekuleret til jeg blev blå i hovedet, og til sidst ikke engang lagde mærke til når børnene henvendte sig direkte til mig. Hvad vil det sige, hele det her?

Jeg troede jeg kunne finde mine svar i kaffekopper og savsmuldstapet, men mine spekulationer har kørt voldsomt og destruktivt i ring.

Min kognitive helt, The Fabulous Dr. T, har kommanderet med mig. “Du tænker for meget, Trine!” Og nu står den på oldschool depressionsbehandling med dags-skema og tid til at trække vejret.

Selv dét er svært.

Men på det niveau hvor jeg svæver rundt, og mest af alt har lyst til at efterligne min 5-åriges knæfald og bøn til himlen, er det de mindste sejre der tæller.

Og ‘yey’, lige nu er jeg faktisk så langt, at jeg kan overskue hele tre måltider om dagen! Wow, ikk!?

Ironien skinner nok tydeligt igennem… jeg er så håbløst pinlig over ikke engang at kunne sørge for at få noget at spise. Jeg er håbløst forarget over min egen inkompetence og uduelighed.

Også selvom jeg udemærket er klar over, at jeg med min egen hårde dom over mig selv umuliggør min egen lindring.

Men selv skammen over at være hér hvor jeg er føles ikke voldsom. For alle mine følelser er forsvundet. Den ene dag væltede jeg rundt i bakkedal og bakketop, jublede og hujede, tudede og skar tænder – og den næste dag var de væk. Pufff… borte.

Jeg er i en underlig tilstand af ‘ikke’. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke glad. Jeg er ikke ked af det. Jeg er vist ikke rigtig noget som helst.

Andet end træt og modløs. Og syg, hvis man da overhovedet kan tillade sig at kalde det det?

Og på jagt efter det som blev væk, meningen med hele galskaben, grunden til at jeg overhovedet er her, formålet med mit liv.

Min kreativitet er væk, og det samme er min lyst til at skrive.

Men igen har The Fab Dr. T gjort det klart for mig at jeg bliver nødt til at holde fast i det, for at huske hvem jeg er.

Jeg skriver for mig. Som altid. Men jeg kan ikke længere holde mig selv for nar med ligegyldige skriverier, og bliver nødt til at skrive med ægthed, selv når det er værst.

For mig.

Når man nu ikke kan vikle bandager om den hjerne, hvis kemiske balance er i udu. Når det er umuligt at sætte et plaster på sin eksistens, ligegyldigt hvor øm den så end føles.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *