Ring til din mor, hun er bekymret!

Jeg åbnede for min telefon i går morges, og læste en temmeligt bekymrende nyhed:

En ung mand på 22 blev natten til i går overfaldet i en park på vej hjem fra byen, og hænger nu i overhængende livsfare. Han er i coma, og ingen ved helt præcis, hvad der er foregået.
I artiklen stod der også, at den unge mands familie endnu ikke var underrettet.

Med det samme jeg læste nyheden sprang mit hjerte et slag over.
For jeg er mor til én af de unge mænd, der går hjem gennem parkerne om natten. Godtnok er mit barn 21 og ikke 22, som der stod i artiklen – men angsten havde allerede sneget sig ind og plantet en iskold syl i mit hjerte.

Min 21-årige svarede ikke, da jeg ringede til ham. Heller ikke, da jeg ringede til ham anden gang. Heller ikke, da jeg ringede tredje gang.
Jeg skrev til ham på messenger. Og på Snapchat.
Stadig ingen lyd tilbage.
Jeg skrev til hans kærestes messenger. Hun svarede heller ikke.

Sagen er den, at jeg er mor til én af de 21-årige unge mennesker, der sagtens kunne være sådan én, der fik tæsk. Og den tanke var meget, meget svær at ryste af mig i går, da jeg forgæves forsøgte at få hul igennem.

Min ældste søn går med strømpebukser, ballerinasko, søde små skuldertasker og neglelak. Hans lange krøller sidder tit i en festlig hestehale, eller hænger løst ned over hans skuldre. Han gestikulerer med bløde håndled, og hans meget lange øjenvipper er tit understreget af mascara.

Jeg er mor til David.
David, som også kalder sig Simone Andrea. David, som længe har vidst han er en pige, og som langsomt øver sig i den nye identitet og de mange udfordringer, som det bringer med sig.

Og selvom vi skriver 2019, så er sandheden om transkønnedes forhold – og alle de andre regnbuemennesker og deres forhold – stadig et tabubelagt område, som i bedste fald skaber forvirring, men som i værste fald skaber fremmedgørelse, spot, mobning.

Og had.

Jeg er mor til et af de unge mennesker, som går gennem parkerne om natten, som samtidig er ét af de mennesker, der statistisk tilhører en af de mest udsatte minoritetsgrupper i hele verden.
Og som samtidig stadig ‘bare’ er David. Min lille asbergeres-dreng, der nu er blevet til en voksen kvinde – og som stadig tror på det bedste i alle mennesker, og som aldrig aldrig aldrig nogensinde har opdaget, når han har været i fare.

Jeg har været i panik over det barn mere end jeg nogensinde kan beskrive. Situationer han har bragt sig selv i, som kunne være gået så galt. Så grueligt, grueligt galt.
Og måske er det sådan med alle de børn, vi har. At vi panikker konstant over alt det, som der kan gå galt?
Det er måske en del af pakken.

Men med de fleste børn plejer det at gå over, når de når en alder.

Den ro tror jeg aldrig jeg får med mit ældste barn. Ham, der definerede mig som mor.
Panikken er flyttet ind, og flytter aldrig nogensinde ud igen.

Han går gennem parkerne og livet, og jeg vil altid have en klump i halsen og en iskold syl af angst i hjertet.
For hans liv.
Og for en verden, hvor han kan få lov til at opleve kærlighed. Anderkendelse. Respekt. Og fred til at gå gennem alle de parker han overhovedet har lyst til.

Jeg tjekkede avisen igen i går aftes.
Jeg havde ikke haft spor held med at komme i kontakt med mit ældste barn. Jeg ville køre ud og hamre på hans vinduer, men tænkte jeg ville tjekke nyhederne først.

Artiklen var blevet opdateret, og der stod nu, at den unge mands familie var blevet underrettet.
– Og jeg måtte konkludere, at siden ingen havde kontaktet mig, så var det ikke mit barn, der var i livsfare.
Det eneste der var i livsfare hér i huset var mit angstfyldte hjerte.

Og i stedet gik jeg i seng og græd for den mor, der i går blev ringet op at politiet, for at modtage en melding, som ingen mor i hele verden nogensinde skal høre.

Og jeg græd af lettelse og skam over at det ikke var mig.

3 thoughts on “Ring til din mor, hun er bekymret!

  1. Du skriver bare så vidunderligt. Jeg tror aldrig man slipper sf med angsten for at der skal ske noget med ens børn og børnebørn. Når jeg hører om skudepisoder i København, toguheld på Storebælt osv gennemgår jeg lige i mit hoved, hvor alle mine kære er og bliver så lettet og taknemmelig, når de ikke er i nærheden

    1. Av for begge vores hjerter, ja.
      Tak for at efterlade en kommentar herinde – det er faktisk ret dejligt at vide, at vi ikke er alene <3
      Knus fra Trine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *