Sådan opdrager man den næste Van Gogh


Kreativitet / tirsdag, december 8th, 2015

 

Min yngste søn, Laurits (bedre kendt som ‘Bob’), er på fornavn med damerne nede i blomsterbutikken.

Hver uge går han nemlig derind med sin far i hånden, for selv at vælge en buket blomster – til mig.

Ja. I know!
Det er så cute, at jeg smelter lidt over det…

Det er efterhånden blevet en hel lille tradition for dem, og damerne inde i butikken hilser glad på ham: “Hej Laurits, kommer du nu der igen?”

Så går han rundt der i sin lidt for store flyverdragt, og den strikkede hue trukket helt tilbage i nakken, så han bedre kan se – og vurderer nøje de forskellige buketter med kendermine.

Han tager troligt den samme tur rundt i butikken hver gang. Forbi alle buketterne, snuser lidt, hopper lidt. Videre til bordet med fyldt chokolade, hvor han kun kigger med øjnene, og så tilbage til buketterne igen.

Og når han så har valgt den helt rigtige buket – så får han lov til at komme med om bag disken og vælge farver og papir at pakke den ind i.

Så går de hjem, de to, hånd i hånd, og ringer på døren til lejligheden – og når jeg åbner, så står verdens mest stolte dreng udenfor og hopper af begejstring over at give en buket, som han helt selv har valgt og pakket ind.

 

At vælge farver som en 3-årig

 

Og hvor vil jeg så hen med den her historie?
(Altså ud over det åbenlyse pral over min lækre unge, og hvor godt jeg er gift.)

 

Pointen er den her:
I starten pegede barnet bare på en hvilken som helst tilfældig buket blomster. De var sikkert ens i hans øjne – allesammen lige smukke.

Men efterhånden (fortæller min mand – jeg er der jo ikke selv til at se det) er han begyndt at stille krav.
Den buket han vil have med hjem må ikke ligne den, som mor har derhjemme i forvejen, siger han. Han husker det fra gang til gang.

Det startede måske med blot at være ‘blomster’ i hans øjne. Næsten ens – det er jo blomster det hele.
Men nu er hans blik blevet skarpere. Han lægger mærke til nye ting. Farverne. Blomsternes forskellige karakterer.

Så det, der er en sød og kærlig gestus – at lade barnet vælge blomster og farver – er i virkeligheden også en skarp øvelse i kreativitet.

Evnen til at se detaljer og farver. Kende dem fra hinanden. Vælge dem ud, som man holder mest af. Se mønstrene. Sætte ting sammen.

Lige nu kommer buketterne hjem i besynderlige farvekombinationer – og jeg elsker det!
Hvem, der bare havde modet til at turde sammensætte farver som en 3årig, ik?

 

Vi kan lære så meget nyt om hvordan kreativitet fungerer, hvis vi ind imellem giver os tid til at se verden i børnehøjde. 

 

Jeg aner ikke, hvad fremtiden gemmer for den dreng. Den næste Van Gogh er måske lige at overdrive en smule, men måske får jeg gjort en habil strikker ud af ham en dag?

Det er ALDRIG for sent at beslutte sig for at ville være mere kreativ.

Hver dag kan blive den første i dit farverige, kreative liv – om du er 3, 23 eller 53 år. Det er op til dig.

 

Jeg kan lære dig at få øje på detaljer og farver. Se mønstrene. Vælge ud og sætte sammen.

– og hvis der er noget jeg kan, så er det at få gjort en habil strikker ud af dig.

Tilmeld dig Den Sorte Strikkeskole her

Kærlig hilsen Trine

(Visited 264 times, 1 visits today)

One Reply to “Sådan opdrager man den næste Van Gogh”

  1. Sikke en fantastisk beskrivelse af din opmærksomme søn – gid vi alle må se farver og detaljer lidt skarpere 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *